Historisk ydmygelse sender Astralis i kvartfinalen ved Majoren

16x9
Nicolai “dev1ce” Reedtz var i en liga for sig i den afgørende gruppekamp. Foto: Astralis

Danmarks bedste Counter-Strike-hold var i en klasse for sig, da de spillede sig videre til kvartfinalen ved Major-turneringen i London.

Der var lagt op til et brag ved en af årets to største turneringer, da danske Astralis, der ligger nummer et i verden, tørnede sammen med MIBR (Made in Brazil - det tidligere 'SK Gaming') ved Majoren.

Braget udeblev, men set med danske øjne gjorde det ikke det store. Astralis ydmygede nemlig sin modstander, der ellers indtager en syvendeplads på verdensranglisten. Scoren 16-0 og et regulært æg var dog ikke til at tage fejl af på den klassiske bane Dust2.

Det var første gang i Major-historien, at et hold vandt uden at afgive en eneste runde til modstanderen.

Begge hold havde vundet to ud af de første tre kampe i gruppespillet, og dermed spillede de om en plads i kvartfinalen. Hurtigt blev det tydeligt, at MIBR intet kunne stille op mod det danske hold, og på kort tid var afklapsningen en realitet.

Bedste mand for Astralis var Nicolai 'dev1ce' Reedtz, der blev noteret for scoren 24-9 og flere gange udmanøvrerede sin direkte modstander i duellerne.

- Jeg har virkelig savnet at spille banen, fordi den passer godt til en AWP'er (sniper-våben, red.). Der er så mange steder, du lige kan kigge frem, og jeg elsker bare den her bane. Samtidig spillede vi virkelig godt som et hold, sagde Nicolai Reedtz efter kampen.

Resten af det danske hold består af spillerne Emil 'Magisk' Reif, Andreas ’Xyp9x’ Højsleth, Peter 'dupreeh' Rasmussen og holdkaptajn, Lukas 'gla1ve' Rossander.

Søndag skal de sidste hold til kvartfinalen findes. Knockoutkampene, hvor Astralis nu er med, skal spilles i Wembley Arena. Der er en million dollars i præmiepuljen, og vinderen løber af sted med 500.000 dollars - svarende til 3,2 millioner kroner - og den endnu vigtigere Major-titel.

Astralis er usædvanligt gode til at spille computer, men hvor stærke atleter er de egentlig? Se med herunder, da SportsLab testede, om de kunne bestå F16-piloternes optagelsesprøve hos Flyvevåbnet.