Team Danmark uddeler 95 millioner: Så meget får hvert forbund

16x9
Pernille Blume, Morten Olsen og Viktor Axelsen repræsenterer henholdsvis svømning, håndbold og badminton. Foto: Scanpix/TV 2

Den økonomiske støtte fra Team Danmark stiger i 2019 med en halv million kroner til 24 specialforbund.

Flere danske sportsfolk får næste år lidt ekstra hjælp på vejen, når de skal forsøge at kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020.

Team Danmarks bestyrelse har vedtaget den økonomiske støtte for 2019, hvor 24 specialforbund vil modtage sammenlagt 94,7 millioner kroner. Det er en mindre stigning på en halv million kroner.

Team Danmark-formand Frank Jensen fortæller i en pressemeddelelse, at der er sat flere tiltag i gang.

- OL i Tokyo nærmer sig hastigt, og derfor bliver 2019 et vigtigt kvalifikationsår for flere specialforbund. Det betyder, at det sportslige fokus bliver intensiveret de kommende måneder, hvor vi blandt andet investerer i nyt udstyr, ny teknologi, træningslejre, konkurrencedeltagelse og træneransættelser, som sammen med Team Danmark kan optimere de sportslige præstationer bedst muligt, siger Frank Jensen.

I 2018 har Team Danmark samlet uddelt 94.185.000 kroner, og det stiger til 94.759.000 kroner næste år.

En del af pengene kommer fra Salling Fondene og Kirkby A/S, der har doneret penge til Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund. Donationerne er målrettet 47 udvalgte atleter.

Det specialforbund, der går mest frem, er Dansk Atletik Forbund, der næste år får 3,4 millioner kroner i støtte mod 2,3 millioner kroner i år.

Det skyldes blandt andet, at der er afsat penge til, at hækkeløberen Sara Slott Petersen, der vandt sølv ved OL i Rio i 2016, kan få sin egen træner og en personlig behandler frem mod legene i Tokyo.

Sådan fordeler støtten sig i 2019 (i parentes 2018):

Verdensklasseforbund:

  • Håndbold: 11.850.000 kroner (11.800.000).
  • Sejlsport: 9.416.000 kroner (9.600.000).
  • Roning: 8.675.000 kroner (9.350.000).
  • Badminton: 8.150.000 kroner (7.840.000).
  • Cykling: 7.749.000 kroner (7.500.000).
  • Svømning: 7.450.942 kroner (7.466.942).
  • Kano og kajak: 4.032.000 kroner (4.200.548).
  • Orientering: 2.875.000 kroner (2.800.000).

Eliteforbund:

  • Fodbold: 9.000.000 kroner (9.000.000).
  • Atletik: 3.409.000 kroner (2.300.000).
  • Golf: 2.850.000 kroner (2.850.000).
  • Skydning: 2.136.000 kroner (2.351.000).
  • Parasport: 1.500.000 kroner (1.500.000 kroner).
  • Bueskydning: 1.437.000 kroner (1.410.590).
  • Bowling: 1.339.000 kroner (1.470.760).
  • Ridning: 1.289.000 kroner (1.289.500).
  • Sportsdans: 1.281.000 kroner (1.256.000).
  • Triatlon: 1.216.000 kroner (800.980).
  • Motorsport: 1.050.000 kroner (1.050.000).
  • Automobil: 900.000 kroner (900.000).
  • Bordtennis: 675.000 kroner (570.000).
  • Brydning: 594.500 kroner (608.000).
  • Ishockey: 594.500 kroner (608.000).
  • Karate: 270.000 kroner (252.000).
  • Skøjt: 0 kroner (616.375). Støtten fra 2018 er forskudt og løber til sommeren 2019, hvorefter den behandles igen.