Rusland bryder aftale og nægter WADA adgang til laboratorie

16x9
Craig Reedie er præsident i den internationale antidopingorganisation WADA. Foto: Fabrice Coffrini / Scanpix Denmark

Det Internationale Antidopingagentur har forladt Rusland tomhændet efter en brudt aftale, oplyser WADA.

Russiske myndigheder har brudt en aftale og nægtet Det Internationale Antidoping Agentur (WADA) adgang til et dopinglaboratorie i Moskva.

Det oplyser WADA i en pressemeddelelse, skriver nyhedsbureauet AP.

Inspektionen af laboratoriet var ellers en del af en aftale mellem WADA og den russiske regering. Aftalen skulle kortlægge den russiske dopingskandale. 

Med den forpligtede Rusland sig til at fremlægge alle data fra laboratoriet. Herefter ville Det Russiske Antidopingagentur (Rusada) blive lukket ind i varmen i WADA efter tre års udelukkelse.

Men nu har Det Internationale Antidoping Agentur i stedet forladt Rusland tomhændet, skriver agenturet.

- Vi var ikke i stand til at gennemføre vores undersøgelser. Det skyldes, at Rusland pludselig hævdede, at vores udstyr ikke er godkendt efter russisk lovgivning, lyder det. 

WADA tilføjer, at Rusland ikke har nævnt kravet ved tidligere lejligheder. 

Ruslands sportsminister, Pavel Kolobkov, siger til lokale medier, at WADAs udsendte er velkommen til at komme tilbage. Han nævner ikke det pludselige krav om godkendt udstyr. 

Direktøren i USA's Antidopingagentur (Usada), Travis Tygart, er ikke overrasket over sagens udvikling.

- Surprise, surprise. Er der nogen, der er overraskede over det her? 

- Lad os håbe, at WADA har lært lektien og øjeblikkeligt slår fast, at Rusland ikke overholder reglerne. Alt andet er en kniv i ryggen på de pletfrie atleter, siger Travis Tygart.

Statsstøttet doping 

Direktøren henviser til, at WADA i 2015 offentliggjorde en rapport om doping i russisk atletik. Konklusionen lød på systematisk og statsstøttet doping. 

Som konsekvens blev Ruslands atletikhold udelukket fra at deltage ved OL i Rio i 2016. 

I februar 2016 blev den tidligere administrerende direktør i Det Russiske Antidopingagentur Nikita Kamayev fundet død. 

En uge senere kom det frem, at han ville skrive en afslørende bog om dopingbrug i russisk sport.

Et år senere gik Grigory Rodchenkov, den tidligere chef for Ruslands antidoping-laboratorium, i eksil i USA. Det skete, efter han afslørede, at der foregik systematisk doping i Rusland.

Den systematiske doping foregik ifølge ham i tæt samarbejde med Ruslands sportsministerium og landets efterretningstjeneste.