Team Danmark erkender problem, der kan koste danske OL-medaljer

Indrømmelsen kommer, efter to forbund har kritiseret Team Danmarks fordeling af anseelige millionbeløb.

Omed Alam er 19 år gammel.

Som så mange andre i den alder løfter han vægte, men Alam gør det bedre end sine jævnaldrende.

Et eller andet sted er jeg ikke specielt stolt af mit land

Anders Bendix Nielsen, Dansk Vægtløftningsforbund

Faktisk er han så god, at han i 2020 kan blive den første danske vægtløfter ved et OL i 28 år.

- Han er indehaver af samtlige ungdomsrekorder. Han har allerede været dansk og nordisk seniormester, fortæller Anders Bendix Nielsen, eliteudvalgsformand hos Dansk Vægtløftningsforbund.

Der er bare ét problem.

Modsat danske talenter i en lang række andre sportsgrene modtager Omed Alam ikke en rød reje fra Team Danmark. Derfor har han ikke råd til en træner.

- Der bliver brugt en masse energi på andet ud over træning, og det gør, at jeg ikke kan nå frem i sporten, forklarer den 19-årige vægtløfter over for TV 2 SPORT.

'Ærgerligt' og urimeligt

94,7 millioner kroner.

Det er summen af støttemidler, Team Danmark uddeler i 2019. Pengene går til i alt 24 specialforbund, og her er vægtløfterne altså ikke iblandt.

Sådan falder støttekronerne

Blandt de 24 specialforbund, Team Danmark støtter, får følgende fem færrest midler i 2019:

  • Bordtennis: 675.000 kroner 
  • Brydning: 594.500 kroner 
  • Ishockey: 594.500 kroner 
  • Karate: 270.000 kroner 
  • Skøjt: 0 kroner (Støtten fra 2018 - 616.375 kroner - er forskudt og løber til sommeren 2019, hvorefter den behandles igen).

- Det er bare ærgerligt, at der ikke er mulighed for at få fat i en eller anden form for midler, når man har det her helt særlige talent, siger eliteudvalgsformand i Dansk Vægtløftningsforbund, Anders Bendix Nielsen.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, og et eller andet sted er jeg ikke specielt stolt af mit land, når jeg ser, hvad mange andre lande tilbyder sine sportsfolk. 

Men det er ikke kun de danske vægtløftere, der har svære kår i jagten på at nå verdenstoppen.

Medaljehåb slukkes

Også i taekwondokredse ser man skævt til Team Danmarks prioriteringer.

Danske udøvere af den koreanske kampsport er nemlig heller ikke en del af organisationens økonomiske støtteordning, og det har konsekvenser i olympisk øjemed.

- Der er talenter, der kan gå hele vejen og have medaljemuligheder ved OL, hvis de får den rigtige støtte. 

- Når de rammer det internationale niveau, oplever vi, at midlerne ikke rækker længere. En del af det arbejde, vi gør, når vi aldrig at høste frugterne af, fortæller Tarik Setta, der er talent- og elitechef ved Dansk Taekwondo Forbund.

Jeg anerkender meget stort, at det her er noget, vi skal have kigget på

Lone Hansen, Team Danmark-direktør

Ifølge Setta vælger de spirende taekwondotalenter typisk at stoppe, når det går op for dem, at OL-drømmen er for egen regning.

- Vi hører mange af de unge talenter tale om, at de skulle have valgt en anden sport, hvor midlerne er større, uddyber talent- og elitechefen.

Har ikke løsningen

Hos Team Danmark vender man ikke det døve øre til kritikken fra de to forbund. Organisationens direktør Lone Hansen erkender, at der er et problem.

- Det er så super ærgerligt, at vi mister talenter, for vi er et lille land, og vi har virkelig brug for at holde på dem, der både har ambitionerne og potentialet, siger hun til TV 2 SPORT.

For ikke nok med, at manglen på økonomisk støtte til unge taekwondokæmpere og vægtløftere kan koste OL-medaljer. Den strider også imod Team Danmarks egne vedtægter.

Team Danmarks vedtægter

Team Danmark har til formål at udvikle dansk eliteidræt på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde. Team Danmark skal (..) iværksætte, koordinere og effektivisere fælles foranstaltninger i Danmark ved:

  • at iværksætte trænings- og instruktionsmuligheder for eliteidrætsudøvere (punkt 3)
  • at sikre en forsvarlig udvikling af eliteidrætsudøvere fysisk, personligt og socialt (punkt 4)
  • at varetage talentrekruttering og –udvikling (punkt 5)
  • at yde individuel økonomisk støtte til eliteidrætsudøvere (punkt 6)

Kilde: Team Danmark

- Jeg anerkender meget stort, at det her er noget, vi skal have kigget på fremadrettet. Men jeg har ikke løsningen, lyder det fra Lone Hansen.

Finder Team Danmark ikke en løsning, kan det koste Omed Alam deltagelsen ved de olympiske lege i 2020. Det 19-årige vægtløftertalent er i øjeblikket nummer 20 på verdensranglisten. Kun verdens 14 bedste vægtløftere kommer med til OL i Tokyo.

19-årige Omed Alam er et af de lysende danske talenter, der ikke får økonomisk støtte af Team Danmark.
19-årige Omed Alam er et af de lysende danske talenter, der ikke får økonomisk støtte af Team Danmark. Foto: Privatfoto / Instagram

Selv er Alam ikke i tvivl om, at støttekroner ville sætte yderligere skub i hans udvikling:  

- Jeg ville kunne rykke mig væsentligt mere, end jeg gør nu, og måske nå samme niveau som de helt store atleter.