Danmark rykker frem på international sportsliste

16x9
Mikkel Hansen løftede i januar VM-trofæet. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Danmark er blandt verdens bedste nationer, når der skal arrangeres store sportsbegivenhederne.

VM i badminton, EM og VM i håndbold, VM i ishockey, EM i fodbold og tre Tour de France-etaper udgør kun en lille del af de globale sportsbegivenheder, Danmark har fået lov til at afholde.

Den komplette liste er endnu længere, og takket være den er Danmark hoppet op som verdens 12.-bedste nation til at afholde internationale sportsarrangementer.

Det er to placeringer bedre end sidste år, skriver Global Sports Impact (GSI) om listen med det beskedne navn SportCals Global Sports Nations Index 2019.

- Det er en kæmpe anerkendelse af det danske eventarbejde, som de danske forbund, værtsbyer og os selv kan være stolte over, siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark, i en pressemeddelelse.

Sport Event Denmark har specialiseret sig i at skabe store sportsbegivenheder på dansk jord, og organisationen har blandt andet været med til at lokke hold-VM i badminton, også kendt som Thomas og Uber Cup, samt Tour de France til Danmark i henholdsvis 2020 og 2021.

Indekset over de bedste nationer er sammensat på baggrund af næsten 700 store sportsbegivenheder inklusive VM og OL. Tidsperioden strækker sig syv år før og syv år efter 2019.

  1. Kina
  2. USA
  3. Japan
  4. Storbritannien
  5. Rusland
  6. Canada
  7. Frankrig
  8. Tyskland
  9. Italien
  10. Spanien
  11. Korea
  12. Danmark
  13. Schweiz
  14. Holland
  15. Østrig

Sport Event Denmark skal også involveres, når Dansk Boldspil Union (DBU) vil søge om at blive vært for EM i kvindefodbold i 2025.