FBI hjælper superstjerne: Finder kostbar Super Bowl-trøje i Mexico

16x9
Tom Bradys Super Bowl-trøje er fundet af FBI. Foto: ADREES LATIF / Scanpix Denmark

Tom Brady fik stjålet den trøje, han havde på, da han og New England Patriots vandt Super Bowl 2017. Nu har FBI fundet den mindeværdige trøje.

En af de absolut største stjerner i amerikansk fodbold, quarterbacken Tom Brady, kan nu glæde sig endnu mere over Super Bowl-triumfen i februar.

Det verdenskendte efterforskningsbureau FBI har nemlig fundet den trøje, der blev stjålet fra Tom Brady efter overtidssejren over Atlanta Falcons. Det skriver National Football League på Twitter.

Ifølge politiet i Houston har trøjen en værdi af 500.000 dolar – næsten 3,5 millioner kroner. Den blev fundet hos den mexicanske journalist Martin Mauricio Ortega. Han var akkrediteret til Super Bowl, som fandt sted i Houston.

Det var mexicanske myndigheder, der foretog ransagningen af Ortegas hjem. Det skete på foranledning af det amerikanske forbundspoliti, FBI.

- Man kommer ikke til Texas og ydmyger os her på vores hjemmebane, sagde politichef Art Acevedo til journalister mandag.

To trøjer på samme adresse

Tom Brady fandt ud af, at hans trøje var blevet stjålet allerede mens mesterskabet blev fejeret.

- Jeg puttede trøjen i min taske, og da jeg kom ud, var den der ikke mere, sagde Tom Brady efter finalen, hvor han i øvrigt blev kåret til kampens mest værdifulde spiller.

- Det er ærgerligt, for det er et godt minde. Hvis den ender på eBay, så fortæl mig det lige, fortsatte han.

Trøjen med den uhyre værdi blev dog aldrig sat til salg på nettet. Den endte overraskende ved siden af Bradys trøje fra Super Bowl i 2015, som pressemedarbejderen tidligere har fået fingrene i.

På videoen herunder kan man se, hvor hurtigt Brady blev klar over tyveriet af den seneste trøje. Videoen er fra Patriots omklædningsrum kort efter sejren.

- Der er nogen, der har stjålet min kamptrøje, siger Brady efter cirka 40 sekunder.

Den mexicanske avis La Prensa, hvor Ortega var ansat, tager afstand fra sagen.

- Hvis det viser sig at være rigtigt, tager La Prensa stærkt afstand fra den opførsel, som Martin Ortega har udvist ved at udnytte avisen til at få adgang til banen, skriver avisen i en pressemeddelelse.

Ortega sagde op på avisen tirsdag i sidste uge.