Kontroversiel NFL-spiller får æresmedalje

16x9
Colin Kaepernick har modtaget en fornem hæder fra Harvard University. Foto: Amari Kenoly / Privatfoto

NFL-stjernen Colin Kaepernick, der især er blevet kendt for sit oprør mod racediskrimination, modtager en fornem hæder fra Harvard University.

Siden sin knælende protest under den amerikanske nationalsang ved en NFL-kamp i 2016, har Colin Kaepernick været en af de mest omdiskuterede sportstjerner i USA. 

Nu bliver der tilføjet endnu et kapitel til sagaen om sportstjernen, for torsdag kunne han modtage den fornemmeste pris, som det anerkendte Harvard University uddeler inden for afrikanske og amerikanske studier.

- Tak for at ære mig med denne orden, Harvard University. Jeg er meget taknemmelig for den her anerkendelse og for at træde ind blandt folk, der inspirerer mig, skriver Kaepernick på Twitter.

Havard University skriver på sin hjemmeside, at ordenen gives til personer for anerkendelse af deres bidrag til afrikansk og afroamerikansk kultur. 

Vil have mere fokus på raceulighed

NFL-quarterbacken vil bruge hæderen til at fortsætte med at have fokus på den raceulighed, han forsøger at bekæmpe.

- Det er vores pligt at kæmpe for dem, og vi bliver ved med at kæmpe for dem, udtaler Kaepernick ifølge BBC.

Selvom han siden den famøse protest, der startede hele virakken om ham, er blevet løst fra sin kontrakt med San Francisco 49'ers og i øjeblikket ikke er på kontrakt hos en klub, så fortsætter han med at være i centrum.

Senest har han været frontfigur i et reklamefremstød fra Nike, og nu er han altså også blevet hædret for sin ihærdighed.

- Det er ikke bare mit ansvar, men det er vores alle sammens ansvar, at vi som mennesker med masser af privilegier og magt bliver ved med at kæmpe for dem, løfte dem op og giver dem magt, siger han om den raceulighed, han kæmper for at ændre.