Danskerne indtager VM i poker

16x9

De danske pokerspillere har indtaget Las Vegas og lagt 10.000 dollars for at deltage i Word Series of Poker Main Event, der begynder torsdag.

Torsdag den 3. juli er den helt store pokerdag i gamblernes højborg Las Vegas, hvor tusindevis af deltagere hver har lagt 10.000 dollars (ca. 47.000 kroner) for at deltage i World Series of Poker Main Event - VM i poker.

Det ventes at op mod 100 pokerspillere med dansk pas dukker op ved den grønne filt på Rio Hotel & Casino - heriblandt verdensstjernen Gustav 'Gus' Hansen.

"Det er svært at sige noget helt præcist om, hvor mange danske deltagere, der kommer. Der er ikke kommet lister over spillerne endnu, og muligheden for at tilmelde sig løber endnu," siger Caspar Tribler fra pokernyhederne.com til sporten.tv2.dk

I pokervarianten 'No limit Hold'Em' skal spillerne kæmpe om de ni pladser ved finalebordet, der dog først afvikles den 9. og 10. november.

"Det er første gang, at de gør det på den måde. Tv-stationen ESPN ønsker at udsætte spændingen lidt, så der skabes en masse 'hype' frem mod finalebordet i november. Så kommer der masser af spekulationer om, hvem der vinder og så videre," forklarer Tribler.

Med 10.000 dollars betalt af hver deltager, så er der lagt op til en kæmpe milliongevinst til vinderen. Sporten.tv2.dk vil dagligt følge med i den spændende turnering, der løber fra den 3. til 14. juli.

Nu er der kun tilbage at sige de berømte ord: "Shuffle up and deal".