Danskere skal spille fodbold på job

16x9

Danske virksomheder skal i fremtiden til at have fodbold på vagtskemaet.

Fredag underskriver Københavns Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA, en samarbejdsaftale, som skal sikre, at det sker.

"Jeg tror absolut, det kan lykkes. Fodbold giver god motion og kombinerer sociale aspekter med en motiverende faktor, som er med til at skabe kontakter i virksomhederne. Den største udfordring bliver at få fodbolden implementeret i arbejdstiden. Det er noget helt andet end i fritiden," siger Andreas Holtermann, forsker fra NFA.

Peter Krustrup, der er Lektor på Institut for Idræt ved Københavns Universitet, er initiativtager til samarbejdet. Han har netop gennemført en stor undersøgelse, som viser, at fodbold kan forebygge livsstilssygdomme. Efter planen sætter han i foråret 2009 to gange 30 minutters ugentlig fodbold på skemaet hos tre store danske virksomheder.

"Når vi er færdige med de tre pilotvirksomheder, så går vi ud i en storstilet indsats for at se, hvor stor forskel fodbolden kan gøre på de danske arbejdspladser med hensyn til sundhed, men også i forhold til samarbejde i virksomhederne, sygefravær og arbejdsglæde," forklarer Peter Krustrup.