Joachim B. indstiller karrieren

16x9

32_årige Joachim B. Olsen stopper som kuglestøder på grund af skader

Den kendte og feterede kuglestøder Joachim B. Olsen indstiller nu sin karriere som aktiv kuglestøder. Det oplyste han selv på et pressemøde onsdag i Århus.

Årsagen er, at Joachim B. Olsen gennem længere tid har været plaget af skader i blandt andet ryggen. Derfor er den 32-årige atlet tvunget til karrierestoppet.

"Siden min diskusprolaps tidligere i år har jeg trænet og kæmpet hårdt for at følge min drøm om at have stoppet efter OL i 2012 i London. Desværre føler jeg, at med de skader, jeg har haft det seneste år, senest en diskusprolaps, har kroppen sagt stop," siger Joachim B. Olsen i en pressemeddelelse.

Joachim B. Olsen, der også er kendt for at deltage i TV 2's "Vild med dans", nåede i sin karriere blandt andet at vinde OL-bronze i 2004, men ved sidste års OL i Beijing nåede han ikke finalen i kuglestødskonkurrencen.

I april blev han ramt af en diskusprolaps, der var med til at fremskynde beslutningen om et karrierestop.

Joachim B. Olsen har også engageret sig i idrætsudøvernes faglige kamp som formand for Dansk Elitesportsudøveres Forening.