Officielt: Odense GOG er skabt

GOG har nu overdraget sin licens til klubbens damehold til Odense HF

Efter lang tids usikkerhed er det nu en realitet, at håndboldklubben GOG Svendborg skiller sig af med sit damehold.

På et pressemøde torsdag eftermiddag er Fyns nye damehold - Odense GOG - blevet præsenteret. Et helt nyt selskab, der med øjeblikkelig virkning overtager GOG's licens til holdet i damernes Guldbageren ligaen.

Det er en dispensation fra Dansk Håndbold Forbund (DHF), der har gjort overdragelsen af licensen mulig. GOG Svendborg kunne ifølge reglerne nemlig kun overdrage licensen til Odense HF, hvis GOG kunne garantere alle sine kreditorer deres penge. Det kan GOG ikke på nuværende tidspunkt, og derfor har DHF givet fynboerne en dispensation.

"Vi glæder os meget til den kommende sæson og har en målsætning om at komme i top seks, der giver adgang til slutspillet", siger Odense GOG's direktør, den tidligere landsholdsspiller Ditte Andersen, i en pressemeddelelse.

Odense GOG vil i den kommende sæson spille i orange trøjer og hvide shorts og får hjemmebane i Odense Idrætshal med plads til godt 2200 tilskuere.

Den tidligere cheftræner i blandt andet GOG Svendborg og Horsens HK, Kenneth Sahlholdt, bliver sportschef i klubben, mens svenskeren Ulf Schefvert, der har en fortid som træner for GOG Svendborgs herrer samt det svenske damelandshold, bliver cheftræner i klubben.

Odense GOG spiller sæsonens første kamp lørdag den 5. september hmme mod FCK Håndbold - en kamp, du i øvrigt kan se direkte på TV 2 fra klokken 14.05.