Kvindeligaens største stjerner

16x9

Ekspert Bent Nyegaard giver sit bud på top 5 i kvindernes liga

En ny sæson er netop skudt i gang i kvindernes håndboldliga, og tv2.dk har bedt håndboldekspert Bent Nyegaard om at give sit bud på, hvilke fem spille­re, der bliver de største stjerner i 2009/2010. Her er Nyegaards Top 5:

1. Bojana Popovic

Klub: Viborg HK

Position: Venstre Back

Alder: 29 år

Nyegaards dom: "Hun har været korsbåndsskadet, men kommer tilbage og er verdens bedste håndboldspiller. Og det vil hun blive ved med at være. Mere er der ikke at sige."

2. Carmen Amariei

Nationalitet: Rumænien

Klub: FCK Håndbold

Position: Højre back

Alder: 30 år

Nyegaards dom: "Hvis der var noget, FCK manglede sidste sæson, så var det bagspillere, der har fysikken til for alvor at sætte FCK på landkortet. Det får de helt sikkert med Carmen Amariei, der har ligaens fysisk mest skræmmende figur. Hvis FCK's træner Anja Andersen får hende i form og skabt den nødvendige bevægelse i angrebet, så har hun et fantastisk skud."

3. Linn-Kristin Riegelhuth

Nationalitet: Norge

Klub: FCK Håndbold

Position: Højre fløj

Alder: 25 år

Nyegaards dom: "Riegelhuth har spillet fast for det norske landshold i mange år. Hun er en rap højrefløj, hun spiller en god kontra, og hun er så alsidig, at hun også kan spille back. Hun har det hele, for hun kan også dække en smule op. Det er en af Norges allerbedste spillere, som FCK har hentet."

4. Johanna Ahlm

Nationalitet: Sverige

Klub: Aalborg DH

Position: Playmaker

Alder: 22 år

Nyegaards dom: "Sveriges i særklasse bedste spiller. Hun er meget meget snu som playmaker med et godt skud, godt gennembrud og et fantastisk blik for spillet. Hu har alt det, der skal til for at begå sig i den danske liga."

5. Sabine Englert

Nationalitet: Tyskland

Klub: FC Midtjylland

Position: Keeper

Alder: 27 år

Nyegaards dom: "FC Midtjylland har i et par år haft svært ved at finde noget på målmandsposten, der kan tage med hænder. Det har de fået nu, for Englert er en rigtig fin målmand. Det kan betyde en hel del for FCM, at der kommer en klassekeeper. Hun bliver en profil, for hun er gennemrutineret og er god til at tage alt, både stregskud, langskud, og en dygtig igansætter. Hun er top 5-6 i verden."