Gade tager tiende Masters-titel

16x9

Peter Gade havde allerede ni Copenhagen Masters-titler, og onsdag aften sikrede han sig den 10., da han med cifrene 21-11, 21-12 besejrede verdensranglistens nummer fem, Boonsak Ponsana fra Thailand.

Finalen nåede stort set aldrig at blive spændende, da Peter Gade førte sig overlegent frem hele kampen igennem.

Danskeren vandt første sæt sikkert 21-11, og i andet sæt fik hans thailandske modstander endnu sværere ved at følge med den sprudlende Peter Gade.

Den 34-årige dansker bragte sig i front med hele 11-2, og så var der ikke meget at gøre for den hårdtkæmpende Boonsak Ponsana.

Med sikkert og stort set fejlfrit spil vandt Peter Gade andet sæt 21-12, og Copenhagen Masters-titlen er efter et års fravær igen tilbage på Mr. Masters hænder.