Presset Pytlick: Tæt på at sige op

16x9

Danmark har været tæt på at miste sin kvinde_landstræner

Jan Pytlick kom med et overraskende svar, da han efter DHF's pressemøde blev spurgt til, om han i lønkonflikten har overvejet at sige sit job som landstræner op.

"Ja, det har været meget tæt på," siger Jan Pytlick til sporten.tv2.dk.

"Jeg tror ikke, jeg har sovet i fire dage, og det har været ekstremt frustrerende, at ingen har vidst, om vi var købt eller solgt," fortæller landstræneren.

Også tæt på fyring
Faktisk var det også tæt på, at Jan Pytlick som resultat af konflikten var blevet fyret af DHF. For hvis landsholdet var blevet lukket, så var Pytlicks job smuttet med i svinget.

"Morten Stig Christensen (Direktør i DHF, red.) kom til mig og sagde, at mit job også var i fare," siger Jan Pytlick og fortæller om, hvor tæt landsholdet var på at lukke.

"Jeg tror slet ikke, danskerne forstår, hvor tæt det var på, at landsholdet ville blive lukket. Hvis ikke jeg lørdag morgen havde kunnet fremvise et ordentligt hold, så var holdet lukket," siger Jan Pytlick.