Skarp konkurrence om VM-værtsskab

16x9

Det er ikke blevet nemmere for Danmarks Ishockey Union at få lov at arrangere det VM, som man så gerne vil lægge is til for første gang.

Da fristen for at indgive ansøgninger om at afholde VM i 2017 udløb, havde hele fire lande foruden Danmark lagt billet ind på mesterskaberne. Det drejer sig om Ukraine, Frankrig, Letland og Tyskland.

Dermed er danskerne oppe imod langt flere konkurrenterne end sidste gang, hvor der kun var Ukraine og Rusland at slå med.

Stort lobbyarbejde

"Jeg tror alligevel, at vi har en rigtig stor chance. Vi lavede et stort lobbyarbejde for vores bud forud for den seneste kongres, og det kommer ikke skidt tilbage," siger formand Henrik Bach Nielsen.

Han mener, at Danmark med beslutningen om at opføre en ny multiarena i Ørestaden står med en endnu bedre ansøgning end sidste gang.

Til gengæld er han også klar over, at han er oppe imod et par skrappe konkurrenter. Specielt Tyskland, som i 2010 afviklede et succesrigt og velbesøgt VM.

Danmark kan udbrede sporten
"Alle ved, at tyskerne kan trække publikum som ingen andre. Men de har næsten lige været værter, og hvis man mener noget med at udbrede sporten på verdensplan, så mener jeg, at man bør pege på os," siger formanden.

Rusland vandt kampen om at arrangere VM i 2016. Det kom aldrig til afstemning på kongressen i maj, fordi Danmark trak sit kandidatur mod at få russisk opbakning til det danske VM-værtskab i 2017.

I næste uge afholder det internationale ishockeyforbund halvårskongres i Istanbul, og her vil Henrik Bach Nielsen forsøge at blive klogere på, hvor seriøse de andre bejlere til 2017-værtskabet er.