DHF er på vej med regelændringer

16x9

Peter Laigaard bekræfter ændringer i retssystemet i dansk håndbold

TV 2 Sporten erfarer lørdag, at regel­ændringer er på vej i dansk håndbolds retssytem for at sikre en hurtigere og uvildig behandling af eventuelle sager.

Peter Laigaard, der er bestyrelsesmed­lem i Divisionsforeningen bekræfter, at antallet af retsinstanser skæres ned til to, og der vil ikke længere være politisk valgte repræsentanter.

"Alle har længe vist, at ændringer af systemet var nødvendige. Ikke mindst efter Anja Andersen-sagen, som efter vores mening tog for lang tid og endte med en alt for hård og personlig straf til Anja Andersen," siger Peter Lai­gaard, der har deltaget i de forbered­ende møder med Dansk Håndbold Forbund.

"Det har virket, som om man har sjusset sig frem til afgørelser ud fra reglerne. Det skal være i håndbold, som det er i retsystemet i øvrigt. Man skal på forhånd vide, hvad straffen er for at køre over for rødt eller for at køre for stærkt," siger Laigaard, som føler sig helt sikker på, at de to udvalg bliver indført den 7. august.

Antallet af retsinstanser skæres ned til et disciplinærudvalg og et appel­udvalg, hvor der imodsætning til tid­ligere ikke vil side politisk valgte repræsentanter, men kun uvildige medlemmer og jurister. Appeludvalget vil udelukkende bestå af jurister, og det skal sikre hurtige afgørelser.