Ole Tobiasen føler sig hjemme

16x9

Ole Tobiasen er faldet godt til i den hollandske klub MVV Maastricht

Den tidligere landsholdsspiller Ole Tobiasen skrev i februar kontrakt med den hollandske anden divisions klub MVV Maastricht. For Tobiasen har det været et glædeligt gensyn med den hollandske kultur, som han kender så godt.

"Jeg er faldet godt til. Jeg har jo været i Holland i mange år, og jeg føler mig hjemme her. Jeg kan sproget, og min kone kommer fra byen," siger Tobiasen til sporten.tv2.dk

Ole Tobiasen har tidligere slået sine folder i hollandsk klubfodbold, hvor Heerenveen, Ajax og AZ Alkmaar har haft glæde af den danske forsvarsspiller. Tobiasen erkender dog, at niveauet i den næstbedste række i Holland ikke står mål med den danske SAS Liga.

"Niveauet er lavere end i den bedste række i Holland, og lavere end den danske liga. Alle hold kan slå hinanden. Jeg vil tro, at det minder om bundholdene i den SAS Ligaen," siger Tobiasen.

MVV Maastricht frister i øjeblikket en solid tilværelse på 14. pladsen i den næstbedste hollandske række. Tobiasen ser dog ikke umiddelbart klubben som potentiel oprykker, når den nye sæson sparkes i gang.

"Ikke som det ser ud nu, men vi har lejet nogle stærke spillere. For at rykke op skal vi have to-tre forstærkninger mere," siger Tobiasen.

31-årige Tobiasen har spillet syv år i udenlandske klubber, og forsvarsspilleren har indstillet sig på, at kontrakten med MVV muligvis bliver den sidste tørn i udlandet.

"Det må tiden vise, men det kan sagtens blive det sidste udenlandseventyr," slutter Tobiasen.