Discovery lukker efter sæsonen

16x9

Lance Armstrongs hold drejer nøglen om efter denne sæson

Det er ikke lykkedes for det amerikan­ske cykelhold Discovery Channel at finde nye sponsorer, når tv-kanalen trækker sig ud efter denne sæson, og dermed er det slut for det hold, der blandt andre fostrede den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong og senest har stået bag dette års Tour-vinder Alberto Contador.

Det er firmaet bag holdet, Tailwind Sports, der i en meddelelse har gjort klart, at det ikke er lykkedes at fin­de basis for en fortsættelse af hol­det, der delvis er ejet af Armstrong.

"Jeg tror ikke, man har set det sidste til denne organisation i sporten, men det er klart, at der må ske forbedringer på mange niveauer med mere enighed, før vi vover os tilbage til cykelsporten," siger Lance Armstrong i meddelelsen.

Holdet har haft kontakt med flere forskellige potentielle sponsorer, men valgte til slut at lukke forhandlingerne.

Johan Bruyneel meddelte samtidig, at han stopper som sportsdirektør. Bruyneel har været sat i forbindelse med Rabobank som afløser for manager Theo de Rooij, der tog sin afsked oven på affæren med Michael Rasmussen, men belgieren stoppen helt som aktør i cykelsporten.

"Efter Armstrong ville jeg vinde bare en enkelt Tour mere, og det er sket. Jeg har tænkt meget over det, og jeg mener, at jeg har nået alt, hvad jeg kan med holdet, så jeg stopper," siger Bruyneel. Han slår fast, at han kommer til at savne rytterne, men at han ikke kommer til at savne holdenes indbyrdes skænderier.