Landsholdskonflikt: Se fortrolig mail

16x9

Kvindelandsholdet er tæt på at lukke, afslører en mail, som du kan se her

Det er ikke småting, de kvindelige landsholdspillere skal forholde sig til i den verserende lønkonflikt med DHF.

I en fortrolig mail til samtlige landsholdspillere, udsendt af Spillerforeningens direktør Michael Sahl, opfordres de aktive til at stå last og brast mod forbundet og klubberne.

I mailen som sporten.tv2.dk er kommet i besiddelse af, skriver Michael Sahl blandt andet:

"Først og fremmest vil jeg informere jer om, at DHF fortsat ikke har rykket sig i forhold til deres første udspil. Det gør det selvsagt lidt svært at forhandle."

Fællesskab
Herefter bliver fokus i mailen rettet mod forbundet, klubberne og divisionsforeningen, som i fællesskab forsøger at få presset en ny lønaftale på plads med spillerne:

"Mange spillere er allerede blevet kontaktet af klubdirektører, og DHF forsøger at lægge pres den vej igennem, og male alle mulige skrækscenarier op (eksempelvis at ingen landshold betyder mindre penge til klubberne, som betyder I må gå ned i løn eller alternativt rejse til udlandet).
I forhandlingsgruppen er vi blevet enige om, at holde 100 % fast i, at vi vil have et bedre tilbud fra DHF, end det som reducerer grundvederlaget med ca. 48 %, mens bonusaftalen ligeledes er skåret kraftigt. I vil få nærmere info om, hvordan og hvorledes I skal forholde jer til mødet på torsdag (enten pr. telefon eller pr. mail)."

I dag fik alle spillere så besked på ikke at møde op til torsdagens møde, og dermed er konflikten nu yderligere tilspidset.

Gambler med fremtiden
Lige nu bliver der gamblet med kvindelandsholds fremtid, idet håndboldforbundet, ifølge sporten.tv2.dk's oplysninger, kan se sig nødsaget til at lukke landsholdet, hvis ikke spillerne æder den forslået lønnedgang og stiller sig til rådighed for landsholdet. Den trussel ser dog ikke ud til at ryste spillerforeningen, der er klar til kamp og opfordrer til sammenhold:

"Det er ekstremt vigtigt, at ALLE, der deltager i landsholdsregi fortsat "committer" sig til den strategi, som forhandlingsudvalget arbejder ud fra. Står vi 100 % sammen, står vi meget stærkere med vores krav. Det lykkedes at få herrerne til at stå 100 % sammen inden VM i Sverige, så her var strategien en succes, og vi fik, hvad vi ønskede. Så uanset hvad I hører, så er sammenhold nøglen," skriver Spillerforeningens direktør Michael Sahl.

Det har her til aften ikke været muligt for sporten.tv2.dk at få en kommentar fra nogen af parterne.

SE HELE DEN FORTROLIGE MAIL VED AT KLIKKE PÅ DET ØVERSTE LINK I BOKSEN.