16x9

Wilson Kipketer: Fra den dag vidste jeg, at intet var umuligt for mig

I en serie på TV 2 PLAY og tv2.dk fortæller danske sportsstjerner en personlig historie eller detalje fra karrieren. Noget, de ikke har fortalt før.

1997 var på alle måder det bedste år i mit løbeliv.

Jeg satte fem verdensrekorder på min favoritdistance, 800 meter. Jeg blev verdensmester indendørs, og jeg blev verdensmester udendørs. Jeg blev kåret til årets mandlige atletikudøver i verden, og jeg blev også kåret til årets sportsmand i verden. På ét og samme år.

Jeg blev dengang ofte spurgt; "hvad er din hemmelighed?" Og jeg svarede altid; hemmeligheden forbliver min. Røber jeg min hemmelighed, er det jo ikke en hemmelighed. Men nu er jeg klar til at fortælle. Nu skal I høre noget af min hemmelighed og historien om, hvordan det hele lykkedes for mig.

Motivationen til noget stort

Efter jeg havde lavet nogle gode resultater i 1995, havde jeg øjnene rettet mod OL i Atlanta i 1996. Der var bare et problem. For selvom jeg havde boet i Danmark i flere år og derfor godt kunne deltage for Danmark til EM og VM, så var der andre regler til OL. Man skulle have et dansk pas, og det havde jeg ikke fået endnu.

Wilson Kipketer med én af sine mange hædersbevisninger - her den gyldne pigsko.
Wilson Kipketer med én af sine mange hædersbevisninger - her den gyldne pigsko. Foto: Scanpix

Jeg fik derfor et tilbud om at løbe for Kenya i stedet for. Det var en svær beslutning. Skulle jeg løbe for Kenya eller for Danmark? Jeg besluttede, at jeg ville løbe for Danmark. Det kostede mig OL i 1996.

Når man bliver 15 år i Kenya, er det normalt, at man flytter hjemmefra. Man skal bevise, at man er en rigtig mand

Wilson Kipketer

Da jeg ikke kom med til OL, var jeg lidt sur på mig selv og også på al besværet med det danske pas, som jeg ikke nåede at få i tide. Derfor var min motivation stor, da jeg nåede til 1997. Jeg var helt fokuseret. Med intensiv træning ville jeg slå fast over for alle, hvem der var den bedste i verden. Jeg ville ud at vise den gode form, jeg havde opbygget.

Det hele gik hurtigt. Allerede til indendørs-VM i 1997 slog jeg verdensrekorden. Endda i den indledende runde. Og hvis jeg kunne gøre det i kvalifikationen, så kunne jeg vel også gøre det i finalen, tænkte jeg.

De sidste 50 meter føltes som en kilometer

Wilson Kipketer

Jeg forbedrede min verdensrekord igen i finalen på 1.42.67. Nu ventede mit næste mål. Verdensrekorden i udendørs. Britiske Sebastian Coe havde haft rekorden på 800 meter siden 1981. Den lød på 1.41.73.

Wilson Kipketer med dannebrog, efter han satte verdensrekord til VM indendørs i 1997.
Wilson Kipketer med dannebrog, efter han satte verdensrekord til VM indendørs i 1997. Foto: Scanpix

Hvis han kunne gøre det dengang, hvorfor skulle jeg så ikke kunne gøre det nu? Til et stævne i Stockholm forsøgte jeg, og jeg kom helt op og tangerede Coes verdensrekord. Bagefter gik jeg tilbage og kiggede på, hvordan jeg gjorde under løbet. Min analyse viste heldigvis, at jeg godt kunne forbedre og justere lidt.

En uge senere var jeg til Golden League – det, som i dag hedder Diamond League – i Zürich. Der var mange forventninger til mig både fra publikum, min træner, arrangøren, sponsorerne og så videre. Pres på. Så jeg ville virkelig gerne sætte den verdensrekord.

De første 400 meter blev løbet alt for hurtigt, på kun 48.10. Øv. Nu bliver der ingen verdensrekord, tænkte jeg.

Efter 500 meter tænkte jeg; "Wilson, det kan du godt! Du kan holde farten". Jeg kæmpede, men de sidste 50 meter føltes som en kilometer. Jeg så tiden – 1.41.24. Verdensrekorden var min.

En uge senere var jeg i Køln i Tyskland. Her justerede jeg mit løb endnu mere. De første 400 meter løb jeg på 49,6 sekunder. Og jeg sluttede på 1.41.11. Jeg forbedrede min rekord igen. Det kørte bare.

Manddomsprøven i Kenya

Det, der gjorde, at jeg kunne blive verdensmester og slå verdensrekorden, var min stærke tro på mig selv og på, at intet var umuligt for mig. Troen på mig selv opdagede jeg på en utraditionel måde. Det begyndte for mange år siden i Kenya. Jeg var 15 år gammel.

Huset blev skævt. Men jeg synes, det var lige, da jeg kiggede dengang. Og det står endnu

Wilson Kipketer

Når man bliver 15 år i Kenya, er det normalt, at man flytter hjemmefra. Man skal bevise, at man er en rigtig mand. Og det ville jeg vise ved at bygge et hus til mig selv, selvom jeg hverken var uddannet ingeniør eller bygningskonstruktør. Jeg ville gøre det selv, uden hjælp fra nogen som helst.

Jeg gik i gang og begyndte at måle op med mine bare fødder. Cirka 4 x 4 meter. Det tog mange måneder at samle alle materialerne. Man skulle bruge træer, søm, jord, ler og græs. Det krævede også, at jeg arbejdede i mellemtiden for at kunne købe materialer. Jeg havde ikke noget målebånd. Alt foregik på øjemål. Når jeg skar ting til med en machete, så var det også på øjemål. Huset blev skævt. Men jeg synes, det var lige, da jeg kiggede dengang. Og det står endnu.

square to 16x9
Wilson Kipketer står foran sit hus i Kenya. Foto: TV 2 SPORT

Da jeg blev færdig med huset, så var det, jeg tænkte; "Wilson, kunne du godt gøre det her selv?" Yes! Jeg fandt ud af, at der er kun dig selv til at opfylde dine ønsker her i livet. Det var her, jeg fandt ud af, at jeg kunne komme langt. Og det er stadig i mig.

Jeg har beholdt mit hus i Kenya, for jeg vil fortsat gerne mindes, når jeg rejser dertil, at det var i dét hus, jeg opdagede min stærke tro på mig selv

Wilson Kipketer

Jeg lærte så mange ting ved at bygge mit eget hus. Jeg lærte om planlægning og struktur. Jeg skulle styre det selv. Og så lærte jeg også at få kontrol. Det var den kontrol, jeg tog med mig videre – også når jeg løb. Alt skulle være under kontrol.

Jeg havde kontrol og en stærk tro på mig selv. Jeg kunne også vise min far, min bror og mine kammerater, at jeg var stærk nok til at tage beslutninger selv. Jeg kunne godt klare mig selv. Jeg gjorde mit bedste, og så er det lige meget, hvordan det ser ud – bare man er stolt af sig selv, og man tror på sig selv.

Jeg boede i huset i to år, og så kom jeg til Danmark, da jeg var 17 år. Men jeg har beholdt mit hus i Kenya, for jeg vil fortsat gerne mindes, når jeg rejser dertil, at det var i dét hus, jeg opdagede min stærke tro på mig selv. Det var det, der drev mig til at blive verdensmester og sætte verdensrekorder. Det er vigtigt at have den tro på sig selv.

Verdens bedste

Da jeg kom til Danmark som 17-årig, fik jeg et kulturchok. Vi kan også kalde det et klimachok.

Min kontrol og stærke tro på mig selv gjorde dog, at jeg lærte at tilpasse mig livet og vejret i Danmark. Det tog mig næsten to år. Nu satte jeg mig for, at jeg ville være den bedste løber i verden.

Jeg blev verdensmester for første gang i 1995. Og i 1997 havde jeg forud for VM i Athen sat fem verdensrekorder. Så jeg var i et momentum.

Til VM på 800 meter vandt jeg både den indledende runde og semifinalen uden nogen problemer. Jeg kendte alle mine konkurrenter. Jeg havde studeret dem, og jeg vidste, hvordan de løb. I finalen ville jeg tage det stille og roligt. Jeg skulle finde min egen rytme.

På de sidste 200 meter lå jeg stadig bagved, men jeg kunne godt mærke, jeg havde overskud. Jeg havde energi, og alt var under kontrol. De sidste 100 meter var det, som om jeg fløj væk fra de andre. Jeg blev en lille fugl. Det føltes let. Jeg havde fundet den rigtige nøgle til at åbne døren. Jeg skulle ikke bruge så meget energi. Det var ligesom… puf... ’the magic was there’. Det skete bare af sig selv. Jeg blev nummer et, næsten fem meter foran alle de andre. Min drøm var opfyldt. Tjek. Nu var jeg blevet verdensmester to gange.

Wilson Kipketer løb først over stregen i overlegen stil og vandt sin anden VM-titel.
Wilson Kipketer løb først over stregen i overlegen stil og vandt sin anden VM-titel. Foto: Scanpix Denmark

Så hvorfor ikke gå efter et tredje verdensmesterskab? Jeg satte altid mål for mig selv. Når jeg nåede et mål, satte jeg et nyt mål. Og hvis jeg kunne vinde et VM mere, ville det blive historisk.

Men året efter, i 1998, fik jeg malaria. Det var et tilbageslag. Under EM det år blev jeg nummer otte i finalen, ti sekunder langsommere end min rekord på 1.41.11. Nu var jeg pludselig sidst i Europa – året forinden var jeg nummer ét i verden og havde sat fem verdensrekorder. Jeg troede, det var slut. Men troen på mig selv fik mig til at kæmpe og ikke give op.

Jeg ville komme tilbage, og det beviste jeg til VM i Sevilla i 1999. Jeg manglede stadig energi, men min motivation var enorm. Jeg ville godt være verdensmester tre gange. Før de sidste 100 meter i finalen var jeg ti meter bag den forreste løber, og jeg troede ikke, jeg kunne nå det, men jeg gav ikke op. Jeg kæmpede til målstregen, og jeg fik guld igen. Nu var jeg tredobbelt verdensmester.

Et stempel i mit hjerte

Når jeg kigger på det, jeg har opnået, så ved jeg, at jeg har gjort mit bedste. Mine mål har betydet noget for mig. Og det har gjort mig til den, jeg er.

Jeg byggede et hus i Kenya for at bo i det, og jeg opbyggede mit løb for at blive den bedste løber i verden. Jeg troede lige meget på begge opgaver. I 1997 samlede det hele sig, og man kan sige ’mission accomplished’.

square to 16x9
Her boede Wilson Kipketer i to år, inden han flyttede til Danmark. Foto: TV 2 SPORT

Hvis du klarer en lille ting, hvorfor så ikke sigte større? Det handler om at tro på sig selv. Da jeg byggede huset i Kenya, var det som et stempel i mit hjerte. Derfra vidste jeg, at jeg kunne gøre noget godt, og at intet var umuligt at opnå. Og jeg gjorde det meget bedre.

square to 16x9