Maratonløberen Henrik Jørgensen er død af hjertestop

Maratonløberen Henrik Jørgensen, der i 1988 vandt London Marathon, er død af et hjertestop.

En af Danmarks bedste langdistanceløbere nogensinde er død.

Maratonløberen Henrik Jørgensen døde lørdag middag nær sit hjem på Bornholm, da han fik hjertestop under sin daglige løbetur på ti kilometer. Det oplyser Dansk Atletik Forbund. Henrik Jørgensen blev 57 år.

Datteren Anna Holm, der også selv er eliteløber, føler sig midt i sorgen taknemmelig over, at faderen døde på en løbetur.

- Han var min mors og min store livsstøtte i et og alt. En klippe i vores liv. Det er et chok og en stor sorg, men vi føler også taknemmelighed over, at han skulle dø, mens han gjorde, hvad han elskede: at løbe, siger hun.

Familien samlet i London i 2018 - fra venstre datteren Anna, hustruen Mette og Henrik.
Familien samlet i London i 2018 - fra venstre datteren Anna, hustruen Mette og Henrik. Foto: TV 2

Karrieren toppede ved London Marathon

Henrik Jørgensen var kendt for altid at bære pandebånd, så hans lange hår ikke generede ham under løb. Over for TV 2 SPORT har han tidligere forklaret, hvordan han blev anbefalet det af amerikanske løbere, og han siden fortsatte, da det fungerede.

Hans internationale karrieren toppede i 1988, da han vandt det prestigefyldte London Marathon. Men det lå ikke i kortene, at det var denne dag, han skulle skrive historie. Fem uger inden London Marathon fik han 39 i feber. Det lagde ham ned i en uge, og kom til at påvirke den vigtige træning op til løbet.

Samme sted havde han to år for inden sat nordisk rekord på maratondistancen med tiden 2 timer, 9 minutter og 43 sekunder. Henrik Jørgensen løb over målstregen ved Big Ben i tiden 2.10.20 og vandt dermed London Marathon.

- Det var noget, jeg havde stræbt og trænet efter. Det var så uvirkeligt, fordi jeg havde ligget syg op til løbet. Men lige der opfyldte jeg mit mål. Det var fantastisk, fortalte Henrik Jørgensen i april 2018, da han 30 år efter var tilbage i London for at blive hyldet for sin trumf.

Her gjorde han det samtidig klart, at han ønskede at fortsætte med at løbe resten af sit liv.

- Det er en form for frihed. En måde at være legebarn på. Det er livet for mig at bevæge mig, og det vil jeg gøre, lige indtil jeg falder om, sagde han til TV 2 ved den lejlighed.

Første dansker, der kunne leve af at løbe

Den nordiske rekord stod i cirka 30 år, mens tiden stadigvæk er dansk rekord på de 42.195 meter.

Som den første dansker nogensinde kunne han leve af at løbe.

Foruden sejren i London Marathon strøg han også til tops i Copenhagen Marathon to gange. Det var i 1982 og 1983. I Berlin Marathon blev han nummer to i 1986.

Han deltog også ved de olympiske lege to gange, men her var resultaterne knap så prangende. Ved OL i Los Angeles i 1984 blev han nummer 19, mens han blev nummer 22 fire år senere i Seoul.

Henrik Jørgensen startede karrieren som dreng i Herlev IF, inden han fik karrierens bedste år i Københavns IF.

Han efterlader sig sin hustru, Mette Holm, samt sin datter, Anna Holm, som i 2016 deltog i maraton ved OL i Rio, hvor hun blev nummer 55.