Baggrund: Overblik over småkage-konflikten

16x9

Den såkaldte småkagekonflikt er i dag blevet løst. Læs mere her.

Her følger et overblik over konflikten:

- Carsten Mogensen og Mathias Boe indgik for mere end to år siden en sponsorkontrakt med småkageproducenten Kjeldsens Cookies. I den aftale blev der skrevet ind, at spillerne ikke måtte reklamere for et konkurrerende firma. Senere indgik også Joachim Fischer, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl lignende aftaler med Kjeldsens Cookies.

- Badminton Danmark er på udkig efter en sponsor til landsholdet, og her tager direktør Erik Bresling fra småkageproducenten Danisa kontakt til landstræner Lars Uhre med henblik på et sponsorat. Lars Uhre videreformidler kontakten til Badminton Danmark og får efterfølgende en godtgørelse af forbundet. Herfra er landstræneren ikke med i forhandlingerne.

- Badminton Danmark præsenterer den 8. februar Danisa som ny hovedsponsor – og skal blandt andet figurere på trøjerne til Sudirman Cup (VM for hold).

- Ved EM for hold midt i februar nægter flere spillere at modtage coaching fra landstræner Lars Uhre og elitecentertræner Jesper Larsen, der samtidig er sponsormedarbejder i Badminton Danmark.

- Ved Super Series-turneringen i Indien vil flere spillere ikke coaches af Jesper Larsen, der er med som den eneste danske træner.

- Badminton Danmark giver Joachim Fischer, Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Carsten Mogensen og Mathias Boe et ultimatum om at spille med Danisa til Sudirman Cup. Det nægter spillerne, fordi deres personlige kontrakter med Kjeldsens Cookies ikke tillader dem at reklamere for en konkurrent.

- De fem spillere bliver smidt af ud af Badminton Danmark. Det betyder, at de hverken kan spille på landsholdet, træne på elitecentret i Brøndby eller være sikre på at blive udtaget til det individuelle VM i Jakarta i August.

- Badminton Danmark udtager andre spillere i stedet for de fem til Sudirman Cup.

- De fem spillere begynder at træne for sig selv i Skovshoved.

- Der skabes en dialog mellem spillerne og Badminton Danmark via Henrik Parkhøi, der skal løse konflikten.

Det forventes, at dagens pressemøde starter kl. 13.00.