Sportschef: Mogensen viser positive tegn

Den danske badmintonspiller Carsten Mogensen er stadig indlagt på hospitalet i Kazan, hvorfra meldingerne fortsat er positive ovenpå hans operation.

Det skulle have handlet om den danske succes ved EM i Kazan, hvor Danmark lørdag spillede sig sikkert frem til søndagens finale mod Frankrig.

Men det sportslige aspekt var lørdag eftermiddag skubbet i baggrunden, af de tragiske nyheder om doublespilleren Carsten Mogensens situation.

Carsten Mogensen faldt torsdag eftermiddag om på sit hotelværelse i russiske Kazan og blev efterfølgende kørt på hospitalet i en ambulance.

Her var han igennem en række forskellige undersøgelser, der viste en bristet aneurisme (unormal pulsåreudvidelse, red.) i hjernen. 32-årige Mogensen blev opereret fredag, og de første meldinger fra den danske EM-lejr efter operationen lød, at han efter omstændighederne havde det godt.

Og pilen peger fortsat i en positiv retning for Mogensen, kunne badmintonforbundets sportschef fortælle efter dagens kampe.

- De bulletiner jeg får ude fra hospitalet nu, de fortæller, at lægerne er rigtig godt tilfredse med den udvikling, de ser hos Carsten, fortalte sportschef, Finn Trærup, til TV 2 SPORT lørdag aften.

Ifølge sportschefen har Carsten Mogensen tacklet mange af tingene godt og vist positive tegn efter operationen.

- Sådan sammenlignet med andre der kommer ind i den situation, der klarer han sig godt, siger Trærup.

Det er dog endnu for tidligt at sige mere om en egentlig tidshorisont for Carsten Mogensen, der på skift er vågen og i stand til at få besøg.

-  Nu skal han først hvile lidt, og så skal han jo stadigvæk testes, og ligge til observation. Så i første omgang, så handler det om at få ham klar til, at han kan begynde at bevæge sig, og når han så kan det, så må vi kigge på, hvordan vi får ham hjem, fortæller Finn Trærup.