Dansk verdensrekord slået: Længste badmintonkamp i historien

16x9
Japans Naoko Fukuman og Kurumi Yonao kan notere sig en finale i Asia Championship og titlen som verdens længste badmintonkamp. Foto: SAJJAD HUSSAIN / Scanpix Denmark

Ved Asia Championship var tilskuerne lørdag vidne til en verdensrekord

Du kan se EM i badminton lige nu på TV 2 SPORT, hvor Astrup/Skaarup og Axelsen blandt andre spiller

Alle de største stjerner er til stede ved Asia Championship i badminton, hvor en damedouble her til eftermiddag tiltrak sig al opmærksomhed.

Indonesiens Greysia Polii og Krishinda Maheswari mødte japanske Naoko Fukaman og Kurumi Yonao i en semifinale, der varede langt ud over det normale.

Damedoublerækken er ellers kendt for at spille lange kampe, men 2 timer og 41 minutter var der alligevel ingen, der havde forventet.

Begge par er kendt for at kunne spille ekstremt defensivt, og det fik de i den grad vist i dag

- Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, hvad tænker I?, skriver Mathias Boe på Twitter.

De sociale medier og specielt Twitter eksploderede, efterhånden som kampen bare fortsatte.

Det japanske par Fukaman og Yonao tabte første sæt 21-13, men herefter blev kampen en sand gyser. I andet sæt vandt japanerne knebent med 21-19, og så var der lagt op til et tredje og afgørende sæt.

Med 24-22 kunne Fukaman og Yonao til sidst bruge den sidste energi på at løfte armene i vejret. På trods af den lange kamp havde begge par efterfølgende overskud til at levere et smil til fotografen.

Før dagens kamp var verdensrekorden faktisk dansk. Tilbage i 2008 spillede Lars Paaske og Jonas Rasmussen nemlig den hidtil længste kamp - endda på hjemmebane.

Foran tilskuerne i Arena Fyn leverede de to herredoublespillere en 2 timer og 35 minutter lang kamp, inden de kunne juble over en sejr med 21-14, 16-21, 21-17 mod engelske Chris Adcock og Robert Blair.

I finalen venter der nu endnu et opgør, der kan blive rigtig langt. På modsatte side står nemlig et nyt japansk par, der også kan spille lange kampe.