Uhyggelig præcision: Tilskuer vandt 25.000 kroner med vildt slag

En tilskuer til badmintonkampen mellem Solrød Strand og Aarhus AB blev 25.000 kroner rigere, da hun leverede et fantastisk badmintonslag.

Badmintonkampen mellem Solrød Strand og Aarhus AB vil formentlig blive husket for noget helt andet end selve kampen. 

Spillehallen.dk har et fast pauseevent til alle badmintonkampe i den bedste række, hvor tre heldige tilskuere har chancen for at vinde 25.000 kroner. 

Det eneste, de skal gøre, er at udvise en præcision langt ud over det sædvanlige. Og det gjorde Amanda Madsen. 

Hun spillede sig først videre fra den indledende runde og vandt 1.000 kroner ved at ramme en kurv med fjerbolden. 

I finalen skulle hun så fra baglinjen ramme en kop, der var placeret på modsatte banehalvdel. Det gjorde hun, og så kunne jublen bryde løs i Solrød. 

- Jeg kan ikke huske min reaktion, for det var lidt vildt. Men da alle andre jublede, jublede jeg også.

Hvad skal du bruge 25.000 kroner til?

- En stor julegave til mig selv. Ikke andre, kun mig selv, siger Amanda.

I klippet over artiklen kan du se skuddet.