Badmintonekspert hylder ny struktur: - Man bliver nærmest lidt misundelig

16x9
Viktor Axelsen jubler over OL-bronze. Foto: MARCELO DEL POZO / Scanpix Denmark

TV 2 SPORTs badmintonekspert, Jim Laugesen, er positivt stemt over en mulig ny struktur i badminton fra 2018.

Badmintonverden kan se frem til et stort økonomisk løft fra 2018.

Fredag er det nemlig blevet bekræftet af direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen, at der arbejdes på en ny turneringsstruktur fra 2018.

- BWF (Det internationale badmintonforbund red.) kalder det for World Tour fra 2018 til 2021, og i denne her World Tour bliver der fem niveauer, fortæller Bo Jensen. 

På samtlige niveauer stiger præmiepengene markant, og blandt andet sæsonfinalen vil gå fra en samlet præmiesum på minimum én million dollar til 1,5 millioner dollar.

I dag findes der tre turneringsniveauer i badminton; Premium Super Series, Super Series og Grand Prix Gold.

De tre turneringer bliver altså til fem turneringsniveauer fremover.

Det går den rigtige vej

TV 2 SPORTs badmintonekspert, Jim Laugesen, mener, at der er masser af gode ting at hente i den nye struktur, hvis den bliver til noget.

- Det lyder meget positivt. Som gammel spiller kan man sidde med misundelse, men samtidig være super glad på de nuværende spilleres vegne. Det går i den rigtige retning hele tiden lige nu i badmintonverden.

- Den kommende struktur betyder, at spillerne får en større økonomisk gulerod ved at spille badminton, og det er godt, siger han til TV 2 SPORT.

Den nye struktur har sine fordele med flere penge og flere turneringer, men den har også sine slagsider, mener Jim Laugesen.

- Man har planer om at fjerne kvalifikationen til turneringer på de tre øverste turneringer, og det betyder, at det bliver lidt svære at komme frem for de unge spillere.

- Netop fordi man fjerner kvalifikationen, så kan der være en risiko for, at det bliver et lukket selskab, lyder det fra Jim Laugesen, der dog mener, at de positive tendenser overskygger de negative ved den nye struktur.

- Jo, flere turneringer og jo større penge, der kommer i sporten jo bedre. Og jo flere der kan leve af badminton jo bedre.