Et af dansk badmintons største koryfæer er død

16x9
Erland Kops er død i en alder af 80 år. Foto: Walther Månsson / Scanpix Denmark

En af de mest vindende badmintonspillere gennem tiderne er død. Erland Kops blev 80 år.

Dansk badminton har mistet en stor profil. Den tidligere spiller Erland Kops er død i en alder af 80 år.

Den femdobbelte danske mester og syvdobbelte All England-vinder i herresingle sov stille ind natten til lørdag.

Erland Kops var et fyrtårn i dansk badminton i slutningen af 1950'erne og i 1960'erne, hvor det blev til et hav af titler i single, herredouble og mixeddouble.

I november sidste år modtog han "BWF Lifetime Achiewement Award" for sin enestående karriere og indsats for sporten gennem mange år.

I 1992 blev han sammen med ni andre store danske sportspersonligheder optaget i sportens Hall of Fame.

Fem år senere blev han optaget i World Badminton Hall of Fame, og i 2000 modtog han ridderkorset af Dannebrogordenen.

Erland Kops fyldte 80 år den 14. januar i år.

De danske spillere vil holde et minuts stilhed før EM-semifinalen mod Tyskland i aften.