Den ukendte dansker bag 21 VM-medaljer

Finn Trærup-Hansen er manden bag et uhørt antal OL- og VM-medaljer til dansk badminton i sine 12 år som sportschef for Badminton Danmark.

Han er en handlingens mand. Der er ingen varm luft fra Finn. Når han siger noget, eller sætter sig noget for, så er det gennemtænkt – og det kommer til at ske. Det kan både spillerne, trænerne og alle andre være helt sikre på.

Finn Trærup-Hansen

  • 61 år
  • 1993-1995 Landstræner for Danmark
  • 1997-1999 Landstræner for Australien
  • 1999-2005 Performance director for England
  • 2005-2017 Sportschef i Badminton Danmark
  • Medaljer som sportschef: Fire OL-medaljer, 15 VM-medaljer, seks hold-VM-medaljer

Fredag havde han sidste arbejdsdag, og på tirsdag stopper han som sportschef i Badminton Danmark efter 12 års tjeneste - uden nogen rigtig ved, hvem han egentlig er, og hvad han egentlig har gjort for dansk badminton.

Alle har fået et opkald fra Finn, hvor han siger ’Hej, det er Finn’. Så svarer man, ’Hej Finn, hvordan går det’. Og efter et stykke tid, kan man blive i tvivl, om man selv har ringet op. ’Er du der, Finn?’

Finn har aldrig råbt højest eller været den, der snakker mest. Han handler.

Finn Trærup-Hansens betydning for dansk badminton de sidste 12 år kan ikke diskuteres! Han bliver ofte målt på medaljer, og her har han i sine 12 år som sportschef hentet ikke færre end 15 VM-medaljer, fire OL-medaljer og seks hold-VM-medaljer. Det burde i sig selv skrige på en enorm anerkendelse.

Men at være leder for dansk badminton er et af de sværeste job i dansk idræt. Vi har at gøre med en sportsgren, der konstant bliver vurderet på OL- og VM-medaljer – og evnen til at udfordre den absolutte verdenstop.

Hvis Finn ikke havde fået trænerstab og spillere til at arbejde sammen mod et fælles mål, så havde Danmark aldrig vundet Thomas Cup.

Finn har på intet tidspunkt, siden han trådte til i april 2005, kunne læne sig tilbage og tage sig til takke med en god præstation og spillere, der fik sig en ’jeg var med’-oplevelse ved et stort mesterskab.

Sportschefen har på sin helt egen og stille måde arbejdet bag kulisserne uden store armbevægelser og jakkesæt med et matchende slips.

Han har fået det til at fungere i 12 år, så Danmark i dag stadig kan bryste sig af at være en af verdens bedste badmintonnationer med det klart mindste budget – sammenlignet med konkurrenterne i verdenstoppen.

Undervejs har han taget mange svære beslutninger omkring spillere og trænere. Beslutninger, der har slukket nogle spilleres drømme. Beslutninger i svære situationer, som da topspillere direkte forlod landsholdstræningen.

Selvom mange af os i dag ikke kender den fulde løsning, så blev den løst i Finns ånd. Og hvad endte det hele med i sidste ende for Danmark: En Thomas Cup-titel.

Finn har aldrig taget æren for medaljer og succeser, selvom han har haft en kæmpe andel i dem. Han har til gengæld altid stillet op, når der var kriser eller problemer, der skulle løses.

Hvis Finn ikke havde fået trænerstab og spillere til at arbejde sammen mod et fælles mål, så havde Danmark aldrig vundet Thomas Cup.

Her tænker jeg ikke bare på de spillere, der forlod træningen en overgang. Finn og trænerstaben fortsatte træningen, så man faktisk så den næste generation træde i karakter ved Sudirman Cup for to år siden.

Da hele holdet tog hjem som europamestre blev Finn i Kazan for at sikre de bedste betingelser for Carsten og hans familie. Det kan man altså ikke læse i medaljestatistikkerne.

Finn har arbejdet helt tæt sammen med spillerne, og særligt da det højst overraskende lykkedes Japan at vinde Thomas Cup i 2014, blev hans opgave at skabe sammen holdånd, som japanerne vandt på.

Det fik Finn til at ske. Danmark har tidligere stillet med bedre individuelle spillere på papiret til Thomas Cup. Men Danmark har formentligt aldrig stillet med et hold, der var så sammentømret og med så stor en holdfølelse, som spillerne på Thomas Cup-holdet 2016.

Og da Thomas Cup-herrerne havde ladet sig hylde for den historiske sejr i Kina og efterfølgende jublede og lod sig interviewe i glædesrusen, arbejdede Finn videre og havde arrangeret en velfortjent middag for hele holdet.

Det står måske ikke i jobbeskrivelsen som sportschef, men det er de små ting, som Finn altid har haft øje for. Da Hans-Kristian Vittinghus smashede guldet hjem, var Finns opgave faktisk udført med den højeste karakter en sportschef nogensinde kan få.

Men for ham var opgaven ikke slut endnu. Det er format.

Finn har altid haft prædikat som arbejdshest. Der går en historie om, at da han forlod jobbet som teknisk direktør i England, blev englænderne nødt til at ansætte flere folk at overtage det arbejde, som Finn lavede ene mand.

Og når man kender til Finns daglige gang i Badminton Danmark, ville det ikke overraske mig, hvis den historie var sand.

Det er fint med OL-, VM- og Thomas Cup-medaljer. Men hvad siger det egentlig om personen bag succesen.

Hvis man virkelig skal gå i dybden med Finn Trærup-Hansen, så viser hans håndtering af sagen omkring min tidligere makker Carsten Mogensens alvorlige hjerneblødning og operation i russiske Kazan, hvilket menneske han er.

Både for Carsten og hans familie, men også for de pårørende spillere, var der ingen dikkedarer. Finn fik de allerbedste folk på sagen, han fik familien til Rusland med hjælp fra ambassaden og andre myndigheder til hastebehandling af visum, samtidig med at han fik snakket situationen så grundigt igennem med spillerne, at de var i stand til at spille EM-turneringen færdig – og i parentes bemærket vinde guld – selvom badminton i sådan en situation var så uendelig ligegyldigt for dem.

Og da hele holdet tog hjem som europamestre blev Finn i Kazan for at sikre de bedste betingelser for Carsten og hans familie. Det kan man altså ikke læse i medaljestatistikkerne.

Jeg håber, at jeg med denne blog kan få ud til det danske badmintonfolk – og sportsinteresserede generelt – hvor vigtig en mand, Finn Trærup har været for dansk badminton de sidste 12 år.

- Kære Finn, kæmpe held og lykke i dit nye job som sportschef i Bueskydning Danmark. Hvis du på nogen måde kan videreføre den kultur, du har skabt i Badminton Danmark, så vil jeg uden tøven stille mig hen ved siden af skydeskiven uden frygt for at få en pil i øjet.