- Hun ventede på mig, fordi hun havde fået opfattelsen af, at vi kunne noget specielt

16x9
Joachim Fischer kunne på et tidspunkt slet ikke se, at han kunne spille sammen med en pige. Det endte med at forlænge hans karriere. Foto: Frank Cilius / Scanpix

38-årige Joachim Fischer bliver ved og ved trods dårlig samvittighed overfor familien - og selvom han for nylig faldt om til træning.

1241 dage.

Det står der denne torsdag på nedtællingen i styrketræningslokalet i Idrættens Hus ved Brøndby Hallen.

Det er nedtællingen til OL i Tokyo, der begynder om tre år, fire måneder og 23 dage.

Det er eddermame mange dage at skulle æde en stor mængde smerter. Hvis der havde stået 124, havde det været lidt mere overskueligt

Det er mange kilometer løbeture, mange intervaltræninger med syre i benene og mange kilo, der skal løftes gennem de 1241 dage. Og mange fjerbolde, der skal slås over nettet igen og igen og igen. Især for en 38-årig badmintonspiller som Joachim Fischer Nielsen.

- Det er eddermame mange dage at skulle æde en stor mængde smerter. Hvis der havde stået 124, havde det været lidt mere overskueligt, siger 'Fischer' med et grin efter besøget i træningslokalet torsdag formiddag.

Grænser for træningsmængden

- De andre tænker nok, hvordan fanden ham den gamle kan blive ved. Men jeg har eddermame lagt mange timer i badminton. Jeg prøver at træne to gange hver dag, men jeg bliver også bare nødt til at lytte ekstremt meget til min krop.

- Når man har trænet den mængde gennem 20 år, kan man ikke blive ved at mase mere og mere ud. Så det er rigtig vigtigt, at der i stedet er kvalitet i den træning, man har. For jeg har ikke den samme træningsmængde som dem, jeg slås med. Det ville være utopi at tro, at jeg kunne det.

Et træningslokale, han kender alt for godt efter 15-16 år med landsholdstræninger i badminton-sportens elitecenter. Og han har, trods alt, svært ved at se sig selv være med ved OL i Tokyo. I sig selv er hans 38 år en meget høj alder i en sport, hvor udholdenhed, hurtighed og reaktionsevne er afgørende faktorer. 24. juli 2020 åbnes Legene i Tokyo, og da vil den danske mixeddoublespiller være 41 år.

- Det er i hvert fald ikke det næste mål, konstaterer han tørt. Selvom der faktisk mangler en olympisk guldmedalje i den ellers anselige medaljesamling.

Og semifinalenederlaget i London i 2012 med den faste makker Christinna Pedersen nager ham stadig. Bronzemedaljen er flot, men konkurrencemennesket Joachim Fischer er svær at stille tilfreds.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen har modtaget deres OL-bronzemedaljer i 2012.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen har modtaget deres OL-bronzemedaljer i 2012. Foto: Reuters / Scanpix

- Jeg kommer selvfølgelig til at tænke tilbage på den medalje og være stolt af den, men jeg vil også sige, at jeg godt nok er ked af, at vi ikke vandt den semifinale. Jeg synes, vi havde spillet til at vinde den rigtigt flotte medalje. Og selvom det er mange år siden i dag, så kan det stadig ærgre. Det gjorde virkelig ondt at tabe 21-19 i tredje sæt i en OL-semifinale. Og at tænke på det gør faktisk stadig ondt. Vi fik det ene skud ..., siger han og puster tungt ud. Og fortsætter:

- Jeg håbede egentlig også, at vi havde muligheden til OL i Rio, men desværre fandt vi ikke formen, og det blev aldrig rigtig godt. Men der er fandme langt til næste OL lige nu, siger han eftertrykkeligt, strækker ryggen under den blå træningsdragt og griner, siddende i en cafestol på første sal over vestibulen i Idrættens Hus.

At få lov til at stå to minutter øverst på en skammel er det hele værd. Det er lige der, man tænker, at det var det hele værd endnu en gang.

Men der er andre mål for veteranen. I næste uge venter All England, som han heller ikke har prøvet at vinde. Og tørsten efter sejre er noget af det, der får Fischer til at blive ved. Og det faktum, at der langt om længe er kommet penge i badmintonsporten.

- Selvfølgelig er det rart, at vi kan leve af vores sport, men der er jo ingen af os, der valgte at spille badminton på grund af pengene, for der var jo ingen penge i det, da vi satsede på sporten. Det er jo heller ikke, fordi jeg lægger flere millioner til side, men jeg kan i hvert fald leve af det på en god måde nu.

- Og selvfølgelig havde jeg ikke spillet i en alder af 38 år, hvis jeg ikke kunne leve af det. Så var jeg blevet nødt til at lave noget andet. Jeg har jo også to børn ... Men det at få lov til at stå to minutter øverst på en skammel er det hele værd. Det er lige der, man tænker, at det var det hele værd endnu en gang. Når man går ned, tænker man, hvornår kan jeg egentlig få lov at prøve det igen? Det er det, der på en eller anden måde stadig kan motivere, svarer Joachim Fischer.

Begyndte som syvårig i Charlottenlund

- Mine forældre spillede en gang om ugen i Charlottenlund Badminton Klub, og jeg tog med fra en tidlig alder. Der var en gammel træner ved navn Ove Christensen, som desværre gik bort for nogle år siden som 90-årig. Han tog sig af med, fra jeg var syv-otte år og så et eller andet i mig allerede fra den alder.

- Han hentede mig efter skoletid og tog mig med ned i badmintonklubben, for mine forældre havde ikke tid til at komme og hente mig midt på dagen. De havde deres arbejde at passe. Han gav mig kærligheden, passionen og glæden ved badminton.

I de første mange år af hans lange karriere var der ikke mange penge i at være badmintonspiller, og han hutlede sig nærmest igennem med trænerjob ved siden af. Han røg af landsholdet som den singlespiller, han egentlig var og altid havde set sig selv som, og i den periode arbejdede han fuld tid på en døgninstitution for unge, der 'havde brug for hjælp'.

- Jeg lå og kørte rundt i verdens mindste bil og levede for små penge, men jeg havde god opbakning fra familien, og jeg var superglad for arbejdet med de her drenge, fortæller Joachim Fischer.

Jeg kunne slet ikke se, jeg kunne spille sammen med en pige, for jeg var så temperamentsfuld og kunne slet ikke se, der kunne komme noget godt ud af det

Det lignede et farvel til toppen af sporten, men en tilfældighed gjorde ham til doublespiller og sendte ham tilbage på landsholdet og træningen i Brøndby. Carsten Mogensen var blevet skadet, og Mathias Boe ringede og spurgte, om Fischer kunne afløse i et par uger. Det lykkedes ham at få fri fra arbejde, så han kunne få den oplevelse med.

- Jeg tænkte egentlig, at det kunne være en fed måde at få tingene rullet af på. At spille med Mathias, for vi havde kendt hinanden i mange år. Så endte det med, at vi kom i finalen i Denmark Open og slog nogle rigtig gode par undervejs. Så ville de gerne have mig ind til landsholdstræningen igen, i double. Og så gik der ikke ret lang tid, før de ville have, at jeg skulle spille mixeddouble, som jeg ellers aldrig havde prøvet.

- Jeg havde slet ikke set mig som mixedspiller. Jeg kunne slet ikke se, jeg kunne spille sammen med en pige, for jeg var så temperamentsfuld og kunne slet ikke se, der kunne komme noget godt ud af det, men det endte med, at jeg begyndte at spille mixed i en alder af 28 år, fortæller Joachim Fischer om det skifte, der forlængede hans karriere. Med indtil videre ti år.

Fischer om temperamentet

- Måske er jeg ikke helt så skør, som jeg var en gang. Jeg kan godt lide at konkurrere - i noget, jeg er god til. Jeg er elendig til spil, og jeg har prøvet golf et par gange, og det var jeg også elendig til, så det kunne jeg slet ikke styre. Jeg var ved at kaste køllerne alle mulige steder hen og syntes, det var megapinligt.

- Jeg er ikke særlig god til at lytte. Jeg har som regel min egen måde, jeg synes, spillet skal spilles på. Det tror jeg ikke, nogen kan tage fra mig. Jeg vil gerne lytte, men det er ikke sikkert, der er så meget, der trænger ind, hæ hæ. Og det er faktisk ikke engang løgn!

Det var daværende landstræner Steen Pedersen, der mente at kunne se en god mixeddoublespiller i den temperamentsfulde singlespiller Joachim Fischer Nielsen.

- Han så noget, ingen andre kunne se - slet ikke mig selv. Han prøvede at skole mig i starten, men jeg var fandme hård ved mine makkere, erkender han.

Den første makker var Britta Andersen, og de var tæt på at kvlificere sig til OL i Kina efter blot at have spillet sammen i et år. Men en alvorlig knæskade bremsede Britta Andersen et halvt år før OL, og så glippede det med rejsen til Beijing. Hans nye makker blev i stedet Christinna Pedersen.

- Hun var en ung pige, der lige var kommet over fra Jylland. Jeg kunne godt lide den måde, hun gik til sin sport på, hendes seriøsitet, og ret hurtigt fandt vi ud af, at vi skulle spille sammen, siger han.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen i begyndelsen af deres makkerskab ved Denmark Open i 2008.
Joachim Fischer og Christinna Pedersen i begyndelsen af deres makkerskab ved Denmark Open i 2008. Foto: Scanpix / Scanpix

Hun ventede på mig, fordi hun havde fået opfattelsen af, at vi kunne noget specielt

Det partnerskab nærmer sig nu ni år - selvom de ser meget forskelligt på mange ting, som han siger, og selvom han selv blev ramt af en alvorlig bruskskade i knæet efter en ellers fremragende start for makkerparret, der blandt andet vandt Denmark Open allerede efter fire måneder sammen i 2008 og året efter spillede sig til både VM-bronze og en plads øverst på podiet ved Super Series-finalerne.

- Brusken i mit knæ var helt smadret, så det blev et hårdt år, og vi spillede næsten ikke. Men hun ventede på mig, fordi hun havde fået opfattelsen af, at vi kunne noget specielt. Det var jeg selvfølgelig taknemmelig for. Og vi har da vist, at det nok var meget fornuftigt, at vi blev sammen, siger han med et smil.

Fischer kom tilbage - med OL i London som det store mål, inden karrieren skulle indstilles. OL-guldet glippede, men i mellemtiden var der kommet flere og flere penge i badminton-sporten. Den nye Super Series var både sportsligt udfordrende og med til at øge indtægterne fra både præmiepenge og sponsorer.

- Hvis jeg var stoppet i 2012, som egentlig var min første plan, så havde jeg ikke haft nogen penge bagefter. Jeg havde ikke kunnet tage mange måneder, før jeg skulle i gang med at arbejde, for jeg havde ikke nogen penge på kistebunden.

- Penge ER en motivation til at fortsætte. Det er der ingen tvivl om. Men da jeg valgte at satse på badminton, var det bestemt ikke for pengenes skyld. Der var ikke særlig mange, der tjente penge på det dengang. Det var kun Peter Gade og Camilla Martin, der levede godt af det, og der var ikke rigtig nogen doublespillere, der kunne leve af det.

- På et normalt år tjener jeg måske 60.000 dollar i præmiepenge nu, og fra 2018 kommer der til at være endnu flere penge i turneringerne, og så er det da ikke det rigtige tidspunkt at stoppe, ha ha. Men nu må vi se ... Jeg har i hvert fald opsparet nok til en periode, hvor jeg kan finde ud af, hvad jeg skal lave efter karrieren, siger han.

Tankerne går på enten at vende tilbage til arbejdet med unge eller måske fortsætte i badmintonsporten, hvor f.eks. et assistentjob hos vennen Morten Frost, der er sportschef i Malaysia, er en ide, han selv nævner.

- Men jeg skal under alle omstændigheder være der mere for min familie. Det er der ingen tvivl om, siger Fischer, der er far til en pige på tre og en dreng på snart otte år.

Og nok nager nederlaget i OL-semifinalen i 2012, men der er også andet, der sidder derinde bag ved skjoldet og jævnligt stikker hovedet frem. Den dårlige samvittighed over at være væk hjemmefra flere måneder om året.

- Andre forældre har også travlt med deres arbejde og deres familie, så jeg kan ikke rigtig tillade mig at brokke mig. Men jeg prøver at rejse så lidt som muligt, og jeg spiller ikke lige så mange turneringer, som jeg nok ville have gjort, hvis jeg ikke havde familie.

Da min dreng var syv år, regnede jeg ud, at jeg nok havde rejst i to af de syv år. Det var ikke, fordi jeg havde det specielt godt i maven over det

Rejserne har bl.a. ført Joachim Fischer til OL to gange.
Rejserne har bl.a. ført Joachim Fischer til OL to gange. Foto: Reuters / Scanpix

- Men jeg har alligevel 100 rejsedage om året, samt måske 15 dage med holdkampe. Så har jeg måske 200 dage, hvor jeg træner så hårdt, som min krop kan holde til - og så skal jeg have overskud til to banditter, der skal have kvalitetstid med deres far. Det er en stor udfordring.

- Man skal også have en bedre halvdel, der har forståelse for det, for når man er sportsmand, vil man gerne hele tiden træne, have så meget ud af træningen som muligt og være så frisk som muligt til sin træning. Men det er fandme svært at få en god nattesøvn, når man har små børn, der gerne vil tidligt op, sover uroligt eller måske gerne vil sove sammen med deres far, når han rent faktisk er hjemme, siger Joachim Fischer, læner sig frem og fortsætter:

Ikke mange på samme alder

- Det var lidt irriterende, at Peter Gade stoppede, for så var jeg den ældste. Nu er Mathias Boe den næstældste, og han joker med, at jeg skal spille mange år endnu, så han kan slippe for at blive den ældste.

- Jeg tror ikke, der er nogen på min alder, der spiller med i den ende, hvor jeg gør. Men jeg læner mig ikke tilbage og er tilfreds med det, for hvis det sker, så falder jeg ned. Så jeg klapper mig ikke på skulderen over, at jeg som 38-årig kan ligge nummer tre-fire i verden. Jeg kan ikke slippe speederen, for så kan jeg ikke følge med. Der skal hele tiden være drive og nye udfordringer.

- Det er en stor udfordring at have et familieliv ved siden af, men det har også givet mig utrolig mange ting. Hvis man kommer hjem fra en turnering, hvor det ikke er gået som håbet, og så møder to børn, der elsker en over alt på jorden, så tænker man alligevel 'fuck badminton!' Især i den periode er det dejligt at have sine små banditter, der hænger om ens ben.

- Da min dreng var syv år, regnede jeg ud, at jeg nok havde rejst i to af de syv år. Det var ikke, fordi jeg havde det specielt godt i maven over det. Og det er da heller ikke specielt sjovt at snakke om nu. Men det er nu en gang de omkostninger, der er ved at spille badminton. Jeg prøver at betale så meget som muligt tilbage, når jeg er hjemme, og så må de prioriteres højt, når jeg en dag er færdig med at slå til de fjerbolde.

 - Hvis den dag kommer ...

- Ha ha, nu må vi se.

- Familielivet er en udfordring, men synes du, at du rammer balancen nogenlunde?

- Det synes jeg egentlig, jeg gør, men de første år var det svært. Jeg vælger jo at lægge min træning, så jeg har tidligt fri - prøver at få overstået træningen om formiddagen, så jeg kan hente børnene lidt tidligere og få noget kvalitetstid med dem der. Jeg forkæler dem nok også lidt rigeligt, og vi kommer nok lidt mere i BR og på restaurant end mange andre, men det har jeg det nu fint med. Og jeg elsker også at hygge om dem på den måde. Måske det også er den dårlige samvittighed, der taler ...

Jeg har simpelthen ikke haft behov for at vide, om jeg fejlede det ene eller andet

En anden ting giver også Joachim Fischer dårlig samvittighed. En anden ting, der også er svær for ham at tale om. I efteråret faldt han nemlig om efter en klubtræning hjemme i Skovlunde, men rejste videre til turnering i Kina nogle dage efter uden at have fået svar på, hvad der egentlig skete, og hvorfor det skete. Planen var at søge svar bagefter, men i stedet har Joachim Fischer nu valgt at lade være.

- Det har jeg fået nogle skideballer for, og jeg fik også nogle opkald fra fysioterapeuter og læger, der syntes, at det skulle undersøges mere til bunds. Men jeg fik det bedre og bedre, og så valgte jeg at lade det ligge. Jeg syntes ikke, jeg havde tid til at bruge nogle dage på test og undersøgelser. Jeg ved, det er lidt sygeligt, men det syntes jeg ikke, jeg havde behov for, og intet har gjort, at jeg bagefter har tænkt, at jeg har tacklet det forkert. Jeg har simpelthen ikke haft behov for at vide, om jeg fejlede det ene eller andet. Jeg vil bare gerne blive i den tro, at jeg kan holde til det, jeg skal. Og så må jeg tage den lidt med ro, når jeg er færdig med at spille, siger han og griner lidt afværgende.

Men han læner sig igen ind over bordet og bevæger hænderne lidt uroligt. Med god grund. For et år siden faldt hans gode ven Carsten Mogensen om med en blodprop i hjernen under EM for hold i Rusland. Det havde nær kostet Mogensen livet, men herredoublespilleren har formået at kæmpe sig tilbage til topniveau.

Pludselig ligge der på et gulv og tænke, hvad fanden er det egentlig, der sker? Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig?

- Tingene kan ændre sig fra den ene dag til den anden, som det desværre skete for ham. At han er kommet så stærkt tilbage, har jeg stor respekt for. Og jeg synes heller ikke, der har været grund til at bruge tid på min lilletånegl af en sygdom i sammenligning med ham. Det er et helt andet perspektiv.

- Men det var sgu en mærkelig oplevelse, som jeg helst bare har villet lægge bag mig. Pludselig ligge der på et gulv og tænke, hvad fanden er det egentlig, der sker? Hvorfor kan jeg ikke bevæge mig? Hvorfor ligger jeg som en død sild og har det dårligt?

- Der var da perioder bagefter, hvor jeg tænkte over, hvad fanden der egentlig foregik. Efter sådan en oplevelse kan man også begynde at tænke, 'har jeg ikke også lidt ondt i ribbenene og det ene og andet sted', og jeg havde jo heller ikke lyst til at dratte om en gang til, siger han.

Det er heller ikke sket. Helbredet er godt, og formen er også god inden afgangen til All England mandag morgen, forsikrer Joachim Fischer.

Han og Christinna Pedersen er seedet som nummer tre i den traditionsrige turnering, der afholdes for 107. gang og stadig har status som en af de mest attråværdige turneringer at vinde, selvom præmiepengene er større i mange andre turneringer i Super Series.

Jeg kan godt lide at fortælle, at jeg tror meget på os, og hun er mere en jysk pige, hvor der skal være ro på

Fischer om All England

- Det er en stor turnering for os alle sammen, og en turnering, man gerne vil se, om man kan få lukket af. Der er mange traditioner i den. Men det har aldrig rigtig været vores turnering. For to år siden var vi i semifinalen, sidste år i finalen. Så jeg håber jo lidt, at det fortsætter den vej ...

- Det er den turnering, vi alle er vokset op med, også asiaterne. Der er ingen, der spiller All England for pengenes skyld, og præmiepengene er kun halvt så store som i f.eks. Indonesian Open. Det er ren tradition og for at få skrevet sig ind i historiebøgerne.

Lodtrækningen 'ser fin ud', ligner den fra i fjor, da parret nåede finalen uden at ramme topniveauet, og Fischer er den type, der ikke kan lade være med at kigge frem i programmet.

- Den klassiske med at tage en kamp ad gangen, ja, det gør vi selvfølgelig, men vi har også været med i så mange år, at vi også godt ved, at så mange forsøg er der heller ikke tilbage mere, så den får selvfølgelig alt, hvad den kan trække.

- Og vi har en chance, hvis vi kan ramme det topniveau, som vi hele tiden søger, og som ikke er lige så nemt at ramme, når man bliver ældre, hvor det er svært at præstere samme mængde tid på toppen, som vi kunne for år tilbage. Som jeg tit har sagt, og som Christinna kan blive lidt irriteret over, at jeg siger, så frygter jeg ikke nogen af dem, for jeg tror, vi har spillet til at slå alle. Det er meget op til os selv, men vi SKAL ramme vores top-topniveau, hvis vi skal vinde.

Christinna Pedersen og Joachim Fischer med sidste års DM-trofæ i mixeddouble. I år måtte de melde afbud på grund af sygdom.
Christinna Pedersen og Joachim Fischer med sidste års DM-trofæ i mixeddouble. I år måtte de melde afbud på grund af sygdom. Foto: Henning Bagger / Scanpix

Seedningerne ved All England

De otte seedede par i mixeddouble ved All England:

1: Zheng Siwei/Chen Qingchen, Kina

8: Kian Meng Tan/Pei Jing Lei, Malaysia

4: Praveen Jordan/Debby Susanto, Indonesien

6: Peng Soon Chan/Lin Ying Goh, Malaysia

---------------------------------------------------------

5: Lu Kai/Huang Yaqiong, Kina

3: Joachim Fischer/Christinna Pedersen, Danmark

7: Chris Adcock/Gabby Adcock, Storbritannien

2: Tontowi Ahmad/Liliyana Natsir, Indonesien

Det er en situation, man har oplevet før, hvis man har fulgt dansk badminton. Fischer, der siger noget ambitiøst, og Christinna Pedersen, der siger noget á la, 'det må Fischer selv stå på mål for'.

- Vi er jo forskellige typer, men der skal være plads til os begge to. Jeg kan godt lide at fortælle, at jeg tror meget på os, og hun er mere en jysk pige, hvor der skal være ro på. Hun kigger ikke så langt frem og tager hver enkelt opgave meget seriøst. Det skal man selvfølgelig også, og det gør jeg også, men vi er forskellige. For mig er det tænding at stå øverst, for hende er det lige så meget at præstere optimalt. Så ved hun jo, hvad der er muligheder for, hvis man gør det.

- Det kan godt give nogle udfordringer i makkerskabet, at vi er forskellige, men jeg synes, vi med årene har lært at give plads til hinanden. Hun accepterer den, jeg er, og selvfølgelig accepterer jeg også, at hun måske ikke har behov for, at jeg skal stå og fortælle, at vi vil vinde det hele, når hendes indgang måske ikke er den samme, siger Fischer og smiler stort.

Så har kineserne fandme bare fundet på nogle nye par, der har fået deres del af de tykke skiver rugbrød og Møllers Tran fra helt ung alder

- Der er nogle unge kinesere ...

- Dem er der mange af, desværre!

- De bliver ved ...

- Ja, det gør de!

- De er ret gode til at producere ...

- Ja!

- Der er kommet et nyt par. Jeg har spillet mixed i ti år, og vi har slåsset med Zhang/Zhao og med Chen Xu/Ma Jin. Det er dem, der næsten hver gang har vundet guld og sølv, hvis vi har vundet bronze. De er lige som os blevet ældre med tiden, men så har kineserne fandme bare fundet på nogle nye par, der har fået deres del af de tykke skiver rugbrød og Møllers Tran fra helt ung alder, siger Fischer.

De evige rivaler, Zhang og Zhao.
De evige rivaler, Zhang og Zhao. Foto: Reuters / Scanpix

Han ser nærmest både irriteret og begejstret ud ved tanken om at skulle dyste med topseedede Zheng Siwei/Chen Qingchen, der topper verdensranglisten som blot 19-20-årige.

- Jeg er dobbelt så gammel som dem! siger Fischer med et grin og fortsætter.

- De er hurtige og aggressive, og vi kan ikke spille lige så hurtigt som dem. Dem er der store udfordringer i. Mixeddoublen er blevet bredere med årene, synes jeg. Måske er det os, der har sværere ved at slå middelparrene nu, men jeg synes, der er rigtig mange skrappe par, man kan tabe til, hvis man ikke rammer sit niveau. Men især de unge kinesere. De spiller vanvittigt hurtigt.

Jeg frygter dem ikke. Jeg har stor respekt for dem, men jeg tror lige så meget på vores egne styrker. Det vil jeg altid gøre med Christinna og jeg

- Men vi har kunnet slå dem, og vi ved også, hvad der skal til for at slå dem igen. Så jeg frygter dem ikke. Jeg har stor respekt for dem, men jeg tror lige så meget på vores egne styrker. Det vil jeg altid gøre med Christinna og jeg - lige indtil vi stopper.

- Jeg tænker da på, hvordan vi skal kunne udfordre dem. Men det gør man selvfølgelig ved, at man tror på opgaven og finder den rigtige plan til at slå dem. Vi slår dem jo ikke ved at slås med dem og sætte tempoet så højt, at vi ikke selv kan følge med. Det er en blanding af at kunne spille både hurtigt og langsomt, så de ikke får deres rytme i spillet. Og det er klart, at det mentale også har stor betydning.

- De gange, vi mødte dem i starten, kunne vi godt se, at de havde kigget på os og fulgt os. Det virkede som om, de havde stor respekt for os. Det er vigtigt at huske, at de er vokset op med os som det par, der har slåsset mest med deres bedste kinesere og i mange år nærmest var det eneste par, der kunne slå dem. De kender os rigtig godt, men det er på den mentale del, de skal slås - selvfølgelig uden at man skal svine dem til eller gøre nar, men ved at vise dem, at man tror på, man kan klare opgaven, siger Fischer om den nye kinesiske udfordring - og fortsætter:

Nu kommer der så nogle nye, der kan blive en sjov udfordring, og så må vi se, hvor længe vi holder til at kæmpe med dem

- I starten fik vi skovlen under dem og slog dem til Denmark Open, så vi gik ind med den samme plan mod dem i semifinalen i Super Series-finalerne. Men den plan havde de læst på. De havde ændret nogle ting. Man skal også kunne ændre sin 'game plan', og næste gang er så det vores tur til at prøve at finde på noget nyt.

- Og det er sgu dejligt, at der kommer nogle nye at slås med. Når man spiller mod det samme par 16-18 gange, så bliver man sgu også lidt træt af at se på dem. Men det har også været sjovt at spille mod nogle kinesere, der har været så gode, og kunnet matche dem i en lang periode. Jeg tror, jeg vil kunne kigge tilbage på det og se det som en sjov udfordring. Nu kommer der så nogle nye, der kan blive en sjov udfordring, og så må vi se, hvor længe vi holder til at kæmpe med dem, siger Joachim Fischer.

Det bliver næppe frem til OL om 1241 dage, men måske kan en finale om 7 dage mod de unge kinesere også gøre det for den 38-årige dansker. Og passionen er der stadig.

- Ja, det kan jeg mærke, når jeg sidder og snakker om det. Og når jeg sætter mig ned i min bil hver morgen, glæder jeg mig faktisk til at køre til træning. Og det er måske også et meget godt svar på, hvorfor jeg bliver ved med at spille. Jeg elsker at konkurrere.