Dommerformand er ikke i tvivl: Lin Dan slap for klart rødt kort

Dommeren begik en fejl, da han ikke tildelte Lin Dan en straf for at bøje fjerene i kampen mod Viktor Axelsen. Det mener dansk dommerformand.

- Lin Dan, vær venlig at skifte bolden. Du bukker enden på fjerene, så vær venlig at skifte bolden.

Sådan lød det fra dommer Allan Potter undervejs i All England-kvartfinalen mellem Lin Dan og Viktor Axelsen, som kineseren endte med at vinde i tre sæt.

Dommeren kunne ligesom alle tv-seerne spotte, at den kinesiske legende før flere dueller justerede på bolden.

Ved at bukke fjerene indad bliver bolden hurtigere, mens den bliver langsommere, hvis fjerene bøjes den anden vej. På den måde kunne han styre boldens fart.

Selv om dommeren så episoden, valgte han ikke at straffe Lin Dan. Hvilket TV 2 SPORTs badmintonekspert, Jim Laugesen, ikke forstod.

- Det er et gult kort, hvis ikke det er tæt på at være et rødt i min bog. Hvis dommeren ser, at han bukker bolden, og det har han jo set, så er det rødt kort. Det er virkelig, virkelig unfair, kommenterede Laugesen.

Lin Dan går og justerer på fjerbolden. Det så dommeren, og forlangte, at der blev skiftet fjerbold.
Lin Dan går og justerer på fjerbolden. Det så dommeren, og forlangte, at der blev skiftet fjerbold. Foto: TV 2

Et gult kort fungerer ligesom i fodbold som en advarsel om, at næste gang vil spilleren blive straffet. Et rødt kort resulterer i et point til modstanderen. I dette tilfælde Viktor Axelsen.

Og Lin Dan burde have haft et rødt kort af kampens dommer. Det mener Preben Nøies, der er formand for alle dommere i Danmark samt dommerbedømmer herhjemme og for Badminton Europe.

- Det er en klar fejl. Det står direkte i spillereglerne, at hvis man prøver at ændre boldens hastighed, så er det en fejl, og det skal straffes med et rødt kort, siger han til TV 2 SPORT.

Preben Nøies har i flere andre sammenhænge været med til at bedømme dommer Allan Potter.

- Jeg har ellers et godt indtryk af ham. Han er en af de mere rutinerede dommere, og derfor skuffer det mig også lidt, at han ikke skrider ind over for Lin Dan undervejs i kampen.

En af grundene til, at Lin Dan undgik en straf, er ifølge Nøjes ikke en tilfældighed. Med sine mange VM- og All England-titler hører kineseren til blandt de største stjerner i sporten. Og de får oftere en længere snor af dommerne.

- Det er helt klart, at de helt store spillere har længere snor. Vi ser desværre, at standarden på udenlandske dommere falder, og at de ikke tør dømme efter spillereglerne. Dommere, der leverer en god præstation, skal hyldes, men vi må også markere, når de ikke gør det.

Lin Dan slap uden straf fra kampens dommer, Allan Potter.
Lin Dan slap uden straf fra kampens dommer, Allan Potter. Foto: TV 2

- Der vil altid være et ekstra pres på i de store turneringer som All England, og når der er TV på. Det kan ikke undgås. Ligesom der også ville være i et Denmark Open med TV på, pointerer den danske dommerformand.

En spiller bliver diskvalificeret, hvis han får vist det røde kort to gange. Direkte diskvalifikation sker, hvis en spiller får vist et sort kort. I begge tilfælde skal en overdommer ind og være med til at træffe beslutningen.