Favorit til titlen: Ekspert tror på dansk succes ved All England

Ingen af de danske doubler har før stået sammen i en All England-finale, men det bliver der lavet om på, hvis man spørger ekspert Jim Laugesen.

Se med på TV 2 SPORT lige nu - begge danske semifinaler er på TV-banen

Danmark har to skud tilbage, hvis 2017 skal blive året, hvor der igen skal en All England-titel med tilbage over Nordsøen.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har prøvet at stå i en finale hver for sig i mixed double, imens Mads Conrad og Mads Kolding aldrig har prøvet det før.

Ingen af spillerne i damedoublen har dog prøvet at finde en titel før, men det bliver der lavet om på i år, hvis man skal tro TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

- Som jeg har sagt fra start, ligger den største chance for en titel stadig ved damedoublen med Christinna og Kamilla. De så rigtig, rigtig stærke ud i kvartfinalen, og de viste, de har spillet til at gå hele vejen.

- Jeg har dem helt bestemt som favorit til at vinde det hele, slår han fast.

I lørdagens semifinale møder de verdens nummer tre fra Korea, der ligger en enkelt plads under danskerne på verdensranglisten, men det er faktisk ikke dem, Jim Laugesen ser som den største trussel.

- Bao Yixin og Yu Xiaohan fra Kina i en eventuel finale ser ud til at blive den sværeste modstander, så hvis begge par kommer der til, bliver det et brag i morgen.

Efter damedoublen har spillet sin semifinale skal den danske herredouble med Mads Conrad og Mads Kolding i aktion, når de møder verdens nummer fem fra Indonesien, Kevin Sukamuljo og Marcus Gideon.

- Der er muligheder for, at de kan gøre det rigtig svært for det indonesiske par rent taktisk. Sukamuljo er lidt ”wild western”, og man ved ikke, hvad han kommer med. Han er en gudsbenådet badmintonspiller, men han kan også lave rigtig mange fejl, så hvis de finder den rigtige taktik mod ham, så vinder de også i dag.

Danskerne ligger selv nummer syv i verden, og de er foran 2-0 i indbyrdes opgør, efter de senest slog indoneserne i sæsonfinalen tilbage i december. Skulle det lykkes igen, vil en titel bestemt være inden for rækkevidde.

- Chancerne er gode. De har vist rigtig stærkt spil de sidste to uger. Jeg tror faktisk det hjalp, at de tabte finalen i søndags i German Open. Det har gjort, de har været skarpe fra starten, og de kun spillet ét dårligt sæt. I de andre sæt har de vist stor kvalitet i deres spil, og det de laver.

- Deres chance for at tage en titel på være 50/50. En eventuel finale vil blive sværere end i dag.

Se med på TV 2 SPORT lige nu - begge danske semifinaler er på TV-banen