50 år siden sidste triumf: Derfor vinder dansk double finalen

Der er rigtig gode chancer for, at den danske damedouble vinder søndagens All England-finale, mener badmintonekspert.

Se All England-finalerne på TV 2 SPORT fra klokken 12.55. Den danske finale bliver cirka spillet klokken 15.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er tæt på at sikre Danmark den første damedoubletitel ved All England siden 1967.

Kun en finale mod det fjerdeseedede sydkoreanske par Chang Ye Na og Lee So Hee adskiller dem fra triumfen.

Chancerne for en sejr er dog rigtig gode. Det forklarer TV 2 SPORTs badmintonekspert, Jim Laugesen.

- Christinna og Kamilla har set klart bedst ud i den her turnering, af alle parrene der har været med. De har været skræmmende. Så der er rigtig gode muligheder for, de kan krone sig selv som All England-mestre i dag.

Årsagen til den store optimisme skyldes måden, de andenseedede danskerne har spillet på gennem turneringen. Ikke mindst i lørdagens overbevisende semifinale, hvor Jung Kyung Eun og Shin Seung Chan blev besejret med 21-16, 21-13. 

Her strålede Juhl og Pedersen i hver deres styrker. De hårdtslående smash fra baglinjen. Og en dominans ved servesituationerne.

- Alt spillede bare. Deres taktik var spot on. Så der var rigtig mange ting, der lykkedes i går. Og det skal lykkes for dem i dag. Jeg vil faktisk sige, at den værste modstander er dem selv.

Den danske damedouble havde et forrygende 2016, hvor de blandt andet vandt Super Series-turneringerne Japan Open og Hong Kong Open samt sølv ved OL. Ved alle turneringerne formåede de undervejs at bevise, at de kan slå de stærkere modstandere.

Jim Laugesen er ikke i tvivl om, at det har givet selvtillid og er en af grundene til, de nu præsterer i de helt store turneringer.

- De fik taget hul på bylden mod de her toppar. Det gør, at de er så sultne og rammer det her niveau nu. De har troen på, at alt hvad de laver til træning, og den måde de spiller på, kan bringe dem til tops. Det er derfor, jeg tror, de har det niveau, som de har nu.

All England-sejren i 1967 var med danske Ulla Strand samt hollandske Imre Rietveld. Den seneste rene danske damedoubletriumf var i 1965, hvor Ulla Strand også var med. Den anden dansker var Karin Jørgensen.