Danske badmintonspillere falder på stribe i Schweiz

16x9
Emil Holst var tæt på et storopgør mod Lin Dan. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det så lovende ud, men de fleste danske badmintonspillere røg ud i fredagens kvartfinaler i Swiss Open.

Tidligere i dag missede Mia Blichfeldt en matchbold, og senere var Emil Holst på vej mod et brag mod Lin Dan i semifinalen, men danskerne kiksede og tabte deres kampe i fredagens kvartfinaler i Swiss Open.

Emil Holst havde vundet første sæt i sin kvartfinale, men han endte også med at tabe i tre sæt. 

Indoneseren Anthony Sinisuka Ginting, der er seedet som nummer 12, vandt 17-21, 21-15, 21-13 efter lidt over en times spil.

I tredje sæt var 16.-seedede Emil Holst med frem til stillingen 11-11, men indoneseren var stærkest i slutfasen.

Havde Emil Holst vundet kampen, kunne han have set frem til en semifinale mod den kinesiske stjerne Lin Dan, som tidligere i år har tabt til danskeren.

I mixeddouble røg Mathias Christiansen og Sara Thygesen ud efter nederlag på 13-21, 19-21 til det topseedede kinesiske makkerpar, Siwei Zheng og Qingchen Chen.

Også den tredjeseedede herredouble Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen er ude af turneringen i Basel efter nederlag på 22-24, 10-21 til et par fra Taiwan.

Lidt dansk opmuntring var der dog fredag, da Maiken Fruergaard og Sara Thygesen gik videre til semifinalen i damedouble efter sejr i tre sæt over et malaysisk par.