Storspil af Boe og Mogensen - klar til semifinalen med sikker sejr

Mathias Boe og Carsten Mogensen sikrede den anden danske semifinale i Singapore Open.

Se Singapore Open på TV 2 SPORT

Efter to turneringer i træk med dårlige resultater har Carsten Mogensen og Mathias Boe nu igen sat en tyk streger under, hvorfor de tilhører verdenstoppen i herredouble.

Boe og Mogensen røg tidligt ud i både All England og India Open, men med en overbevisende sejr over japanske Kamura og Sonoda er duoen klar til semifinalen i Singapore Open.

- Efter opholdet i første sæt synes jeg, vi spillede det bedste, vi har spillet i år. De er blandt de bedste i verden, så jeg er rigtig tilfreds med, at vi kan pakke dem sammen på den måde, vi gjorde. Det var en fed følelse derinde i dag, siger Mathias Boe til TV 2 SPORT.

Dermed er to danske doubler klar til semifinalerne lørdag.

Parrene fulgtes ad i et meget tæt første sæt, hvor danskerne hen mod opholdet blev presset hårdt af en 7-9-føring til japanerne. Men så fik Boe og Mogensen faktisk vendt kampen med 11-10 ved opholdet og efterfølgende ti vundne dueller.

Dermed blev sættets første trepointsføring en realitet, men Kamura og Sonoda fik kæmpet sig tilbage til udligning 14-14.

Men så gik japanerne fuldstændig i stå og blev overrumplet igen og igen af hurtigt dansk spil. Syv point i træk sikrede Boe og Mogensen sætsejr på 21-14.

Danskerne tog momentum med sig ind i andet sæt, hvor de i starten var to skridt foran Kamura og Sonada. Stille og roligt trak de fra og førte ved opholdet med 11-5.

Japanerne fik godt nok mindsket forspringet til tre point, men igen trak Boe og Mogensen fra. Det endte med en overbevisende sejr på 21-14, 21-12.

- Vi får flyttet os bedre på banen, end vi har gjort de sidste par turneringer. Vi dækker bedre af for hinanden. Nuller får dækket bagbanen godt af og givet mig gode arbejdsbetingelser oppe foran, og så er vi svære at styre, siger Mathias Boe.

Tidligere på dagen vandt Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl over Yonao og Fukuman fra Japan.

Det blev dog ikke til fuldt hus for danskerne fredag. Christinna Pedersen tabte sin mixed double-kvartfinale med Joachim Fischer i tre sæt.

Se med på TV 2 SPORT fra klokken 7:55.

Begge danske doubler spiller på tv-banen.

16x9
Tv-banen lørdag Foto: TV 2 SPORT