Pedersen efter ’drabelig afslutning’: Det var en kæmpe forløsning

Det var en ekstra stor sejr for Christinna Pedersen at vinde semifinalen ved Singapore Open efter at have fået den værst tænkelige start.

- Det var en kæmpe forløsning, da vi nåede 21 point i andet sæt og endelig fik sejren over dem her.

Sådan lyder det fra Christinna Pedersen til TV 2 SPORT efter sejren i semifinalen ved Singapore Open. Sammen med doublemakkeren, Kamilla Rytter Juhl, lykkedes det dem at vinde over det sydkoreanske par Ye Na Chang og So Hee Lee, der har voldt danskerne store problemer i 2017.

- Det betyder meget for os at vinde over dem. Vi har haft svært ved at vinde over dem siden OL, hvor vi ikke har sejret over dem siden. Derfor var vi meget tændte og opmærksomme på, at det ville blive en svær kamp. Vi har lært meget efter nederlagene, og det kom til udtryk i dag, hvor vi var helt skarpe på, hvad der skulle ske.

Danskerne fik ellers en hård start på kampen mod de fjerdeseedede sydkoreanere og var bagud med 1-8. Det hylede dog ikke duoen ud af den.

- Vi var forberedte på, at vi ville møde modgang, så det slog os ikke ud. Vi var helt klar på at forsøge at kæmpe os tilbage. Og så kunne vi ende med at snuppe første sæt efter en drabelig afslutning, siger Pedersen, der vandt første sæt med 28-26 efter at have overlevet og selv misbrugt flere matchbolde.

Det store comeback kom i hus trods svære omgivelser i den store hal i Singapore.

- Vi kommer ind på banen og mærker med det samme, at der er meget mere med- og modvind end i går. Det havde vi svært ved at vænne os til. Vi begynder på halvdel, hvor der er modvind, og det gjorde, at vi ikke fik nok længde på vores spil.

I finalen søndag står verdens nummer 1 på den anden side af nettet i form af det japanske par Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi. De to par går langt tilbage med første opgør i 2011. Japanerne har taget på danskerne og fører 9-5 i opgør.

- Det bliver fedt. Det er nummer 1 og 2 i verden, der mødes. Vi glæder os altid til at møde de her japanere. Vi ved, at vi står over for noget fantastisk badminton. Det kræver, at vi finder vores allerbedste for at kunne spille op mod dem. Vi vil forsøge at tage glæden og det aggressive spil med i morgen, og så må vi se, om det rækker til en sejr over dem, siger Pedersen.

Finaledagen søndag begynder klokken 7 på TV 2 SPORT.