Nedtur hjalp danskere til sejr: Vi fik et spark i røven

Nedturen i sidste uges turnering i Malaysia var lige det, den danske duo havde brug for inden Singapore Open.

Hvor damedoublen måtte sande, at kvartfinalen blev endestationen i sidste uges Super Series-turnering i Malaysia, blev Singapore Open en helt anden historie for Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl.

- Jeg synes, sidste uges turnering gav os et spark i røven. Vi måtte tro på os selv, sagde Kamilla Rytter Juhl efter finalesejren ved Singapore Open.

Efter at have sendt verdensranglistens nummer fire hjem lørdag, toppede de den bedrift ved at henvise verdensetterne fra Japan, Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi, til sølvmedaljerne.

- Da vi så lodtrækningen, snakkede vi om, at vi var nødt til at spille fem finaler for at nå til finalen. For det var så stærke modstandere. Så vi har været rigtig gode til at tage én kamp ad gangen i denne turnering, og det er derfor, vi står her i dag, siger Christinna Pedersen.

Kampen mod verdensranglistens nummer 1 blev en hård af slagsen. Efter at have taget første sæt med 21-18 havde danskerne det svært i andet sæt, som japanerne tog hjem med 21-14. Udsigten til et tredje sæt var dog ikke noget, der fik danskerne til at ryste i bukserne.

- Selvom vi bliver ældre, så er vi stadig stærke. Det beviste vi i dag. Vi elsker at være her i Singapore, og publikum er fantastiske, siger 33-årige Kamilla Rytter Juhl, der sammen med sin 30-årige makker tog deres første Super Series-titel i år.

Herredoublen med Mathias Boe og Carsten Mogensen spiller finale her til formiddag. Se kampen på TV 2 SPORT.