Ny sportschef om øget træningsmængde: - Vi kan først se talenterne i 13-14-årsalderen

16x9
Anders Antonsen er et af de atypiske talenter i dansk badminton, der har slået igennem i en tidlig alder, ifølge sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Unge badmintonspillere træner alt for meget, og det giver udfordringer for talentudviklingen. Det mener sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.

Det kan umiddelbart være svært at finde logikken. Men for meget træning hæmmer talentudviklingen i dansk badminton.

Det mener den nyansatte sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, der kommer fra en stilling som sportspsykologisk konsulent og teamleder i Team Danmark.

- Med den viden, jeg kommer med fra Team Danmark, der ved vi, at du kan overhovedet ikke udpege talenterne, før de når puberteten. Det er spild af ressourcer at sige, nu tager vi otte spillere ud i U13 (under 13 år, red.) til en landsholdssamling, siger Jens Meibom i TV 2 Badmintons podcast om talentudvikling i dansk badminton.

Det er en stigende træningsmængde i en meget tidlig alder, der bekymrer sportschefen.

- Hvis vi har børn, der som 8-9-årige også gerne  vil spille fodbold eller gå til gymnastik udover at spille badminton, så skal de selvfølgelig også have lov og plads til det. Det er godt for deres motoriske udvikling, siger Jens Meibom.

- Og så skal vi have nogle ekstra gode træningstilbud til de børn, der kun vil spille badminton fra en tidlig alder, så de også bliver udfordret motorisk uden at gå til gymnastik eller fodbold ved siden af badminton, siger Jens Meibom.

Team Danmark har tidligere undersøgt, hvornår flere af de danske medaljevindere fra EM, VM og All England viste sig frem som ungdomsspillere.

Og her var resultatet ganske klart, at det først er fra 13-14-årsalderen, at de spillere, der går hele vejen til verdenseliten på seniorplan, kan spottes.

- De her lysende store talenter, som Peter Gade, Viktor Axelsen og Anders Antonsen. Dem skal vi nok stadig få. De var gode næsten fra de stod op af vuggen og begyndte at spille badminton. Dem er jeg ikke så bekymret for. Men jeg er bekymret for dem, vi aldrig ser, siger Jens Meibom.

- Det er sådan lidt kontrafaktuelt, for vi kan jo ikke vide, hvem vi ikke ser. Vi kan bare se i øjeblikket, at den måde, vi selekterer på i forhold til talentudvikling i dag, er ikke baseret på talent. Det er baseret på træningsmængde. Det giver ingen mening for mig, siger Jens Meibom.

Det betyder, at klubberne skal være meget forsigtige med at lægge for mange træningstimer ind til de yngste badmintonspillere.

Her er risikoen nemlig, at talenterne vil miste interessen og falde fra, hvis de træner for meget for tidligt.

- Hvis vi to gik i gang med at spille noget tennis, og du spillede to gange om ugen, og jeg spillede syv gange om ugen, og vi var samme niveau. Så skulle jeg nok blive bedre end dig, selvom jeg ikke er særlig god til at spille tennis. Det er dét, der er pointen. Vi selekterer på baggrund af de forkerte faktorer, siger Jens Meibom.

- Så vi kan ikke vide, om der var en, der var god til at spille badminton som 10-årig, som nu ikke spiller mere.

Hør hele debatten om talentudviklingen i dansk badminton i TV 2 Badminton’s podcast på SoundCloud eller i iTunes.