Efter brud: Det danske landshold får ny storsponsor

16x9
Når de danske landsholdsspillere fremover skal løfte pokaler på podiet, bliver det med tøjmærket 'VICTOR' som ny sponsor i stedet for Yonex. Foto: Scanpix Danmark

Landsholdsspillerne i badminton kan se frem til at få taiwanske ’VICTOR’ på trøjerne fremover og samtidig få større økonomisk råderum.

Halvanden uge efter Badminton Danmark og sportsgiganten ’Yonex’ annoncerede deres brud per 1. september, har Badminton Danmark nu landet en ny storsponsor.

Det er netop offentliggjort på en pressekonference i Taiwan, hvor Badminton Danmark og VICTOR var repræsenteret.

Dermed skal de danske landsholdsspillere som for eksempel Viktor Axelsen, Mathias Boe og Christinna Pedersen fremover spille med VICTOR på tøjet, når de repræsenterer det danske landshold til turneringer som EM og VM - altså som landshold.

- VICTOR er et af de absolut førende badmintonbrands i verden og dermed garant for høj kvalitet. I kombination med vores verdensklassespillere på landsholdet og vores prestigefyldte event 'Danisa Denmark Open' er det et perfekt match, siger direktør i Badminton Danmark, Bo Jensen, og slår fast:

- Vi er utroligt stolte af, at de kan se værdien i dette samarbejde. Det bekræfter, at dansk badminton er et fremragende eksponeringsvindue.

Badminton Danmark har lige nu en delegation i Taipei i Taiwan, hvor parterne tirsdag underskrev den fælles aftale. Aftalen løber over de næste fem år, og mens firmaet allerede skal sponsorere den store Super Series-turnering ’Denmark Open’ til oktober, så gælder selve landsholdssponsoratet fra 2018-2021.

Spillerne får flere penge

Med aftalen i hus vil Badminton Danmark samtidig øge støtten markant til landsholdsspillerne. Når spillerne lige nu rejser rundt for at spille individuelle turneringer, betaler de selv en del af omkostningerne, mens resten af pengene kommer fra den såkaldte 'landsholdsspulje', som Badminton Danmarks sponsorer bidrager økonomisk til.

Det nye sponsorat vil dog give langt større muligheder for at komme ud og spille turneringer, det forklarer Bo Jensen til TV 2 SPORT.

- Som økonomien er lige nu, kan det nogle gange afholde specielt unge spillere fra at tage af sted, men den samlede værdi af landsholdspuljen vil henover de næste par år blive tre til firedoblet. Det vil specielt give de unge spillere et markant løft i deres indtjening på landsholdet og dermed være en økonomisk saltvandsindsprøjtning, siger Bo Jensen, der vurderer, det uden tvivl vil sende flere unge omkring landsholdet af sted til internationale turneringer.

Den nye sponsor har indtil nu været specielt synlig omkring de koreanske og malaysiske topspillere samt landets egen damesingle Tai Tzu Ying, der lige nu er verdens bedste med længder ned til nummer to. Derfor glæder det også sportsmærket, at de bliver synlige i Danmark.

- Over de sidste fem årtier har det altid været et af VICTORs hovedmål at ekspandere på det europæiske marked. Derfor er samarbejdet med en så stærk badmintonnation som Danmark også en milepæl for os, siger præsident i VICTOR, Jess Chan.

Sponsoratet kommer til at gælde for spillerne, når de stiller op som landsholdsholdsspiller ved EM og VM. Dermed vil flere af de danske topspillere stadig have deres individuelle kontrakter, når det gælder de internationale Super Series-turneringer.

Den store internationale turnering herhjemme, Denmark Open, bliver spillet fra den 17.-22. oktober i Odense og kan ses direkte på TV 2 SPORT.