Mens vi venter på VM – den store danske skuffelse 'Down Under'

16x9
Thailand slog Danmark ud i kvartfinalen ved Sudirman Cup. Foto: TV 2 SPORT

PODCAST: I den sidste special-podcast ’Mens vi venter på VM’ kigger vi tilbage på Sudirman Cup, hvor Danmark skuffede og røg ud i kvartfinalen.

VM i badminton spilles fra 21.-27. august og kan følges på TV 2, TV 2 PLAY og TV 2 SPORT.

Danmark var på forhånd nævnt som en stærk medaljekandidat til Sudirman Cup. Men sådan skulle det ikke gå.

Det var de undertippede nationer, der leverede store bedrifter i australske Gold Coast.

Thailand slog Danmark med 3-2 i kvartfinalen og sikrede sig bronzemedaljer, da et sammensat thailandsk damedoublepar leverede sensationen mod Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl i den afgørende femte kamp.

Samtidig leverede Korea en sensation i finalen mod mægtige Kina og vandt guldet.

Sammen med badmintonekspert Jim Laugesen kigger vi på, hvad vi lærte af Sudirman Cup, hvor tendensen fra de to seneste Thomas Cup-sejre fortsatte med en overraskende guldvinder.

Sudirman Cup blev samtidig også turneringen, hvor krisen for alvor satte ind for Joachim Fischer og Christinna Pedersen i mixdouble.

Hvordan finder de mangedobbelte Super Series- og OL-bronzevindere tilbage på sporet? Og kan de nå det allerede til at præstere godt til VM?

Det runder vi også i denne sidste tilbageblikspodcast inden VM. Som altid finder du podcasten TV 2 Badminton i iTunes og på SoundCloud.