Axelsen tilfreds med VM-lodtrækning - slipper for stor stjerne i kvartfinale

16x9
Viktor Axelsen. Foto: STRINGER / Scanpix Denmark

Danmarks bedste herresinglespiller, Viktor Axelsen, har på papiret gode chancer for at spille sig i semifinalen ved VM.

Se badminton-VM på TV 2 SPORT

Verdensranglistens nummer tre, Viktor Axelsen, skal om knap to uger forsøge at slukke 20 års dansk guldtørke i herresingle ved VM i badminton.

Siden Peter Rasmussens sejr i 1997 er det nemlig ikke lykkedes en dansk herresingle at komme øverst på medaljeskammelen, og det skal Danmarks store herresinglestjerne forsøge at ændre på.

Lodtrækningen, der blev foretaget onsdag, faldt i hvert fald ud til danskerens fordel. Han slap således for at møde den store kinesiskse stjerne, Lin Dan, som han ellers kunne være stødt ind i allerede i kvartfinalen.

- Så langt har jeg slet ikke kigget, men det er selvfølgelig fint. Jeg ser det som en ganske okay lodtrækning, men der skal spilles rigtig meget badminton, før det bliver sjovt, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

For at nå semifinalen slipper han for spillere fra top-5, mens en eventuel semifinale kan byde på modstandere som verdensranglistens nummer to, Lee Chong Wei, og den olympiske mester Chen Long.

I første runde møder Axelsen japanske Takuma Ueda, der er nummer 54 på verdensranglisten, og det er netop starten på turneringen, Axelsen fokuserer på.

- Jeg tager det ganske stille og roligt. Der skal spilles rigtig, rigtig meget, før det overhovedet begynder at blive sjovt, så der er ingen grund til at kigge for langt frem, når der er en masse arbejde, der skal gøres først, siger Axelsen.

Ved VM i 2015 blev Viktor Axelsen slået ud i kvartfinalen af Chen Long, der senere blev verdensmester. Nu, to år senere, går Axelsen efter at forbedre pladsen blandt de sidste otte i turneringen.

- Jeg vil rigtig gerne til Glasgow og spille på mit højeste niveau. Kan jeg det, tror jeg også på, jeg kan få en medalje. Det er selvfølgelig målet og drømmen, men jeg tager en dag ad gangen. Min målsætning går egentlig mere på, at jeg skal ramme et fornuftigt niveau. Jeg fokuserer lidt mere på processen i at kunne spille godt i stedet for at fokusere på det resultatmæssige, for så kommer resultaterne automatisk, hvis det lykkes, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

VM i badminton spilles i skotske Glasgow fra den 21. til den 27. august og kan ses på TV 2 SPORT.

Alle lodtrækninger kan ses her.

Seedede danskere ved VM

Seedning står i parentes

Herresingle: Viktor Axelsen (3), Anders Antonsen (14)

Damesingle: Ingen

Herreoduble: Mathias Boe/Carsten Mogensen (2), Mads Conrad/Mads Kolding (7), Kim Astrup/Anders Skaarup (12), Mathias Christiansen/David Daugaard (16)

Damedouble: Kamilla Rytter Juhl/Christinna Pedersen (2), Maiken Fruergaard/Sara Thygesen (15)

Mixed double: Joachim Fischer/Christinna Pedersen (6), Mathias Christiansen/Sara Thygesen (14)