Vandt overraskende VM-guld: - Kampen burde nok være stoppet

16x9
Peter Rasmussen under VM i 1997. Foto: PALLE HEDEMANN / Scanpix Danmark

​For 20 år siden tog en dansker fusen på verdenseliten og vandt VM i badminton. Peter Rasmussen husker tilbage på finalen, hvor alt lykkedes.

Artiklen er udgivet på førstedagen af dette års badminton-VM og genudgivet i anledning af Viktor Axelsens plads i VM-finalen søndag

- Den præstation følger mig resten af livet.

Lad os skrue tiden 20 år tilbage. Til en varm augustdag i Glasgow. VM i badminton blev ligesom i år afholdt i den skotske by. Til den dag, hvor en dansker skrev sig ind i historiebøgerne.

Fra venstre: Peter Gade, Peter Rasmussen, Thomas Stuer-Lauridsen og Poul-Erik Høyer.
Fra venstre: Peter Gade, Peter Rasmussen, Thomas Stuer-Lauridsen og Poul-Erik Høyer. Foto: PALLE HEDEMANN / Scanpix Danmark

- Det var karrierens højdepunkt. Når man ser tilbage på ens metier, så er det jo det, man bliver husket for, sådan lyder det i dag fra den overraskende verdensmester anno 1997 med det meget danske navn Peter Rasmussen.

Et navn, der måske ikke er det bedst klingende i erindringerne over store danske badmintonstjerner. Men det skyldes ikke mindst den stjerneparade af danskere, som omringede verdensmesteren i de glade 90’ere.

For også ved VM i 1997 var Peter Rasmussen omgivet af de største. Side om side stod de:

Thomas Stuer-Lauridsen, OL-bronzevinder fra 1992. Peter Gade, en verdensstjerne in spe. OL-guldvinder Poul Erik Høyer. Og så var der også ham den 22-årige blonde dreng. Ham, der endte med at løbe med al opmærksomheden den august måned.

- Vi forstod at være konkurrenter, men også at hjælpe hinanden. Det var en balancegang mellem at konkurrere og få det bedste frem i hinanden.

- Det var så mig, det lige lykkedes for i netop den turnering. Jeg havde haft et helt fantastisk forår, og det hele flaskede sig i den turnering. Men der var også lidt held i sprøjten. Jeg skulle have mødt den bedste kineser, der også havde vundet All England det år, i 1/8-finalen, men han fik et maveonde, og det åbnede så en dør for mig. Nogle gange er der også lidt held i sprøjten. Men jeg siger ikke, at jeg ikke også havde slået ham, lyder den muntre – og selvsikre – erindring fra Peter Rasmussen her 20 år efter.

SE VIKTOR AXELSENS VM-FINALE OMKRING KLOKKEN 16 PÅ TV 2

Verdens længste kamp

Da det blev finaledag i Glasgow, var det Peter Rasmussen, der kunne gå ind på den blå badmintonbane, omkranset af et engageret publikum i 25 graders skotsk sommervarme.

På den ene side af nettet: danske Peter Rasmussen. 22 år gammel. Med blond hår og stilsikker 90’er-påklædning. Stor t-shirt. Korte shorts.

På den anden side af nettet stod kinesiske Sun Jun. 21 år gammel. Han havde allerede gjort det af med to danskere på sin vej. I kvartfinalen ekspederede han Peter Gade ud, inden han i semifinalen gjorde det af med OL-guldvinderen Poul Erik Høyer. Nu stod næste dansker for tur.

Det er helt vildt svært, for samtidig med, at han får kramper, så slår han også vinderslag. Og så står man der: hvad skal man gøre?

Peter Rasmussen om finalemodstanderen Sun Jun

Men hvad der ventede, var den kinesiske stjerne slet ikke forberedt på. Der ventede, hvad der skulle blive en historisk kamp og til dato verdens længste herresinglekamp.

- Det var en vild finale.

- Den startede enormt jævnbyrdigt. I første sæt bølgede slaget frem og tilbage. Han fører, jeg fører. Vi kommer helt op og spiller ombolde. Og så vinder han 17-16 til sidst.

- Så kommer han godt fra start i andet sæt og fører 10-3, og det er jo en halv sejr.

Som de fleste havde spået, så var endnu et verdensmesterskab på vej på kinesiske hænder. Til stor jubel for de mange asiatiske fans i hallen, der råbende og viftende med røde balloner og kinesiske flag allerede så småt var gået i gang med fejringen.

Men som andet sæt skred frem, blev de kinesiske ben mere og mere vaklende. Og mens Sun Jun slæbte en træt krop henover banen, så hoppede og dansede en allestedsværende Rasmussen rundt på banen.

- Det var en af mine forcer: træningsiver. Ikke for at pine mig selv til døde, men fordi jeg kan lide at arbejde med tingene. At arbejde for forbedring. Som spiller har jeg selvfølgelig haft et talent, men mit største talent har nok været evnen til at holde fast og træne.

Og det gav pote. Da Sun Jun kun var to sølle point fra verdensmesterskabet ved stillingen 13-6, gik han helt i stå. Den danske jernfysik fik kæmpet sig tilbage fra de døde, og efter 1 time og 38 minutters spil blev andet sæt noteret som dansk.

Peter Rasmussen sammen med en skotte i traditionel dragt. Og med det synlige bevis på VM-guldet.
Peter Rasmussen sammen med en skotte i traditionel dragt. Og med det synlige bevis på VM-guldet. Foto: PALLE HEDEMANN / Scanpix Danmark

Kampen burde være stoppet

Et tredje sæt skulle afgøre en duel mellem to fantastisk spillende duellanter. Den taktiske finesse, de maskerede slag, netrullerne og det polerede spil var afløst af en kamp om overlevelse inden for stregerne.

- Jeg var i helt vild form. Fuldstændig overdrevet form. Jeg var selvfølgelig træt, men ikke nævneværdigt. Så det var ikke sådan, at jeg gik ned fysisk, på ingen måde.

Men ned - det gik Sun Jun. Kramperne meldte sig. Den kinesiske stjerne knækkede sammen i smerter, han kunne ikke bøje benene, han kunne knap gå. Men kramper bliver ikke betegnet som en skade, og derfor måtte han efter reglerne ikke modtage lægehjælp.

Sun Jun i knæ i kampen mod Peter Rasmussen.
Sun Jun i knæ i kampen mod Peter Rasmussen. Foto: Scanpix

- Så begynder dramaet: Han begynder at få krampe, og han får lov til at trække tiden helt vildt. Han går ud og ind af banen, han får lov at tørre sig og binde snørebånd. Altså, kampen burde nok være stoppet, men det gør dommeren ikke.

- Det er helt vildt svært, for samtidig med, at han får kramper, så slår han også vinderslag. Og så står man der: hvad skal man gøre? Og så går det lige pludselig op for en, at man står i en VM-finale.

På mirakuløs vis var en krampende Sun Jun igen på vej mod VM-triumfen, mens nerverne meldte sig hos Peter Rasmussen.

- Jeg prøvede at koncentrere mig. Jeg slog for vildt i starten, og jeg lavede fejl, mens han slog vindere. Jeg sagde hele tiden til mig selv, "en bold ad gangen", jeg forsøgte at slappe af og abstrahere fra, at jeg stod i en finale. Prøvede at være ét med situationen og tænke på, hvad jeg skulle gøre i næste duel. Hvis jeg bare slog på det hele, så ville han vinde duellerne. Derfor tænkte jeg: "Tålmodighed nu".

Og tålmodigheden gav pote. Men der skulle to timer og tre minutters tålmodighed til.

- Ved matchbolden, der tænkte jeg igen: "en bold mere – ikke mere end det. En bold mere, ikke så meget andet". Og da den så gik i gulvet, var det ikke til at forstå.

Peter Rasmussen var verdensmester anno 1997.

- Jeg følte en enorm lettelse. En enorm glædesrus. Man bliver høj af endorfiner efter sådan en lang, udmagrende kamp, og man føler en glæde over, at man overvinder sig selv i sådan en kamp. Der er en masse, der forløser sig. Alt det, man har arbejdet på, går op i en højere enhed. En sejrsrus.

Efter VM-triumfen blev Peter Rasmussen døbt 'den hvide kineser'. Hans benarbejde og hans fysik på banen var vejen til triumfen, men det var også dyrt købt.

- Jeg havde brug for en pause efter det VM, så jeg tog på ferie med kæresten. Og selvom jeg slet ikke var træt efter kampen, og dagen efter finalen ikke engang var øm i musklerne, var det enormt udmagrende. Jeg vejede 74 kilo inden turneringen, og da jeg kom hjem vejede jeg 67,5 kilo. Kroppen havde brug for at slappe af, og mentalt havde jeg også brug for at slappe af.

Peter Rasmussen sammen med kæresten Josefine.
Peter Rasmussen sammen med kæresten Josefine. Foto: Bent K Rasmussen / Scanpix Danmark

Klar til at give stafetten videre

I dag er Peter Rasmussen 43 år, familiefar og motionsbadmintonspiller. VM-triumfen i 1997 blev hans eneste store triumf, og navnet Peter Rasmussen er i årenes løb blevet overskygget af andre badmintonkollegaer.

- Jeg har spillet mine kort det bedste, jeg kunne, og jeg synes faktisk, jeg har fået det optimale ud af den tid. Om jeg er ligeså synlig som de andre, det betyder ikke så meget. Det er også et udtryk for, at der var utrolig mange om buddet. Jeg nåede at skrabe noget til mig, og de andre skrabede også ret meget til sig.

- For mig handlede det om at nå mit potentiale, og det synes jeg, at jeg gjorde. Det er en form for personlig tilfredsstillelse.

VM-triumfen kan ingen tage fra Peter Rasmussen, en triumf, som han blot er den anden danske herresinglespiller, der har opnået. VM-medaljen ligger hjemme i skuffen, og det er mest børnene, der tager guldet frem nu og da. Men minderne og følelserne fra VM-finalen kan Peter Rasmussen stadig føle. Føle, hvordan slagene blev slået.

Nu er han klar til at give stafetten videre, og 20-året for sin egen triumf er bestemt ikke for tidligt.

- Nu er det på tide med en ny dansk verdensmester. 2017 er egentlig alt for sent. Men det er jo et enormt skarpt felt, og der er enorm konkurrence. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, og der skal noget held i sprøjten. Men det kan lade sig gøre.