Dansk VM-stjerne i store smerter - ude med brækket ankel

Danmarks store håb i mixed double, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, er færdige ved VM, efter Fischer brækkede anklen kort inde i kampen.

10 dueller var alt, hvad det blev til i 1/8-finalen for verdens nummer fem, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, der var udset som det danske medaljehåb i mixed double ved VM.

I store smerter blev 38-årige Fischer hjulpet ud af hallen af assisternede landstræner Thomas Stavngaard, efter han i længere tid havde ligget i hjørnet af banen med ansigtet vredet i smerte.

Danmarks store håb i mixed double, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, er færdige ved VM, efter Fischer måtte stoppe i store smerter. Video: TV 2 SPORT

Det var svært at se, hvad der præcis skete i situationen, men han lå og tog sig til højre fod omkring anklen. Heller ikke makkeren Christinna Pedersen var helt klar over, hvad der skete i situationen.

- Jeg står oppe ved nettet, og duellen ender med jeg laver en fejl, så jeg vender mig irriteret rundt, og til at starte med kan jeg ikke se, Joachim har lavet noget med sin fod, men det er jeg desværre ret hurtigt klar over. Han er en hård fyr, og han kan tage imod meget smerte, men jeg kunne se i hans øjne, det ikke bare var en forvredet ankel.

- Det var noget, som han ikke kunne spille videre på. Han havde ikke engang lyst til at forsøge. Han forsøger meget, meget kortvarigt at støtte en smule på sin fod, og der skriger han af smerte. Så det er virkelig, virkelig synd for ham, og det er ærgerligt, som vores VM slutter her, lød det fra Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.

Danmarks store håb i mixed double, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, er færdige ved VM, efter Fischer måtte stoppe i store smerter. Video: TV 2 SPORT

Efter Joachim Fischer blev båret ud til klapsalver fra tilskuerne i Emirates Arena, blev han lagt ude i et område bagved. Det kunne TV 2 SPORTs reporter Kristoffer Møldrup fortælle:

- Der er flere fysioterapeuter, læger, den danske sportschef, sportspsykolog og træner, der står om ham. De forsøger at sætte en form for skinne på hans ankel, der eftersigende skulle være den, han er kommet galt af sted med. De har forsøgt mange typer forskellige skinner og vil ikke rigtig flytte ham, nåede TV 2 SPORTs journalist at fortælle.

Kort efter kom Joachim Fischer kørende forbi. Siddende i en kørestol og med hånden for hovedet. Drømmen om VM var stoppet af en skade, og i stedet blev han kørt på hospitalet til nærmere undersøgelser.

Omkring to timer efter episoden på banen kunne det så konstateres, at Joachim Fischer havde brækket anklen. Den positive melding var dog, at det var et forholdsvis ukompliceret brud. Alligevel forventer Badminton Danmark, at det kan kræve en operation med indsættelse af skruer, men at der nu afventes nærmere dialog med Team Danmarks læge.

Danmarks store håb i mixed double, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, er færdige ved VM, efter Fischer måtte stoppe i store smerter. Video: TV 2 SPORT

Makkeren Christinna Pedersen er stadigvæk med i turneringen i damedouble, hvor hun senere torsdag skal forsøge at spille sig i kvartfinalen sammen med Kamilla Rytter Juhl.