Vær med til at hylde Axelsen i lufthavnen og på Rådhuset

For første gang i otte år vender en dansk badmintonspiller hjem med guld fra det individuelle VM, og det bliver fejret i lufthavnen og på Rådhuset.

Viktor Axelsen vandt VM-guld, og dét skal fejres!

På imponerende vis lykkedes det nemlig den danske herresingle at slå den dobbelte olympiske mester og femdobbelte verdensmester Lin Dan i to sæt, inden Dannebrog gik til tops i Emirates Arena i Glasgow.

Dagen inden Axelsens VM-guld formåede også den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen at spille sig til VM-bronze, og derfor vil Badminton Danmark nu afholde en uformel reception i Københavns Lufthavn mandag eftermiddag.

Her vil der blive mulighed for at hylde spillerne med champagne og ønske tillykke med VM-medaljerne. Samtidig vil formand for Badminton Danmark, René Toft, holde en tale, når de danske spillere og trænere lander klokken 15:40 (fly: BA816 fra Heathrow). Det hele foregår i ankomsthallen i lufthavnen.

Efter hyldesten i Københavns Lufthavn vil Viktor Axelsen fortsætte til Københavns Rådhus, hvor han er inviteret til de legendariske rådhuspandekager af overborgmester Frank Jensen. Det foregår klokken 17.30. Her vil der være mulighed for at stå foran Rådhuset og tage imod Viktor Axelsen, når han kommer fra lufthavnen.

Badmintonkommentatorer i kilt

Inden VM gik i gang, besluttede TV 2 SPORTs badmintonkommentatorer Dennis Bostrup og Jim Laugesen, at hvis Danmark vandt guld i Glasgow, så ville de rejse hjem til Danmark i en klassisk skotsk kilt. Noget Viktor Axelsen selvfølgelig holdt dem op på.

- Jeg skal lige huske, at Dennis og Jim skal rejse hjem bare i en kilt. Det vil jeg gerne lige holde dem op på. Sørg lige for, at de ikke har særlig meget tøj på, når de går igennem lufthavnen, lød ordren fra VM-guldvinderen.

Hvis man vil have mulighed for at se de to badmintonkommentatorer i kilt, så kan vi oplyse om, at de lander i Københavns Lufthavn 16:55 mandag eftermiddag. Altså cirka en time senere end de danske spillere. Der vil selvfølgelig være mulighed for at få taget billeder.