Poul-Erik Høyer efter Axelsens VM-guld: Han starter en ny epoke

Badmintonlegenden Poul-Erik Høyer mener, at VM-guldet til Viktor Axelsen markerer en ny epoke i historien, hvor danskeren tager over efter Lin Dan.

Viktor Axelsens VM-triumf kan være skelsættende for badmintonhistorien.

Den 23-årige dansker har ifølge en af Danmarks største badmintonlegender, Poul-Erik Høyer, nu for alvor begyndt sit indtog mod at blive den bedste i sin tid.

- Det er fantastisk. Det er det største, som jeg har været med til at opleve som præsident for det internationale badmintonforbund, siger Poul-Erik Høyer til TV 2 SPORT.

- Det er fantastisk at være her i Glasgow som dansker og opleve Viktor Axelsen vinde over Lin Dan. Det er en epoke, der afslutter, det er Lin Dan, og så er det en ny epoke, der starter, det er Viktor Axelsen.

Viktor Axelsen vandt søndag VM-guld for første gang i sin karriere. Det skete efter en sejr i to sæt på 22-20, 21-16 over den femdobbelte verdensmester Lin Dan.

I semifinalen slog fynboen den dobbelt forsvarende verdensmester og OL-guldvinder Chen Long med de overbevisende cifre 21-9, 21-10.

Generelt har danskerens spil ved verdensmesterskabet i Glasgow i Skotland været på så højt et niveau, at Poul-Erik Høyer også er sikker på, at fremtiden tegner lys for flere guldmedaljer til Viktor Axelsen.

- Der er store perspektiver. Vi ser, hvordan han spiller i dag, vi ser, hvordan han spiller mod Chen Long. Det er klasse, det er overskud, og med den måde han spiller på her, så er jeg overbevist om, at vi vil se ham på den øverste del af skamlen igen, siger præsidenten for verdensforbundet.

Poul-Erik Høyer vandt som aktiv blandt andet OL-guld i 1996 og All England i 1995 og 1996.

Se hele interviewet med den danske badmintonlegende herunder, hvor han blandt andet også svarer på, om han i sin storhedstid havde vundet en kamp mod Viktor Axelsen i hans storhedstid.