Axelsen udlevede Jan Ø.’s drøm: - Det var mega hårdt at se

16x9
Jan Ø. Jørgensen kunne skadet se til, mens kollegaen Viktor Axelsen vandt VM i herresingle i Glasgow. Foto: Scanpix Denmark

Den skadede herresinglespiller Jan Ø. Jørgensen var tvunget til at se VM fra sofaen. Her kunne han se kollegaen Viktor Axelsen vinde guld.

Han er den eneste europæiske herresinglespiller, der har vundet de store asiatiske Superseries-turneringer Indonesia Open og China Open.

Men da Viktor Axelsen blev verdensmester i Glasgow kunne Jan Ø. Jørgensen se sin egen helt store drøm blive opfyldt af en træningskollega fra landsholdstræningen i Brøndby.

Og det var et hårdt slag for den 29-årige Jan Ø. Jørgensen, der lige nu er igennem et længere genoptræningsforløb på grund af en hælspore.

- Det var virkelig hårdt at sidde og se. Det vil jeg overhovedet ikke lægge skjul på. Det var mega hårdt. Viggo (Viktor Axelsen, red.) er jo fantastisk, og der er ikke nogen, jeg kan unde det mere, fordi han er så vild. Han er kun 23 år, og han er så professionel, at det kan jeg ikke efterleve på samme måde. At det sker for ham, jamen selvfølgelig gør det det. Og det kan godt være, at det sker igen. Det tror jeg faktisk, at det gør. Men det er jo også min drøm, siger Jan Ø. Jørgensen til TV 2 SPORT.

Det er kun helt naturligt, at Jan Ø. Jørgensen havde det svært med at se kollegaen Viktor Axelsen vinde VM. Alt andet havde været unaturligt i det konkurrencemiljø, der findes i sporten, mener badmintonekspert Jim Laugesen.

- Hvis man ikke har det sådan med det, som Jan har det, så skal man stoppe med at spille badminton. Sådan er det bare, siger Jim Laugesen.

- Selvfølgelig sidder der noget inde i maven på dem alle sammen, ’den vil jeg da gerne have vundet selv.’ Jeg synes bare, at danske badmintonspillere lige nu er gode til at håndtere det, fordi de har brug for hinanden til at nå op på det niveau, siger Jim Laugesen.

Axelsen sætter trenden lige nu

Selvom Jan Ø. Jørgensen lige i øjeblikket slet ikke er i stand til at træne på badmintonbanen, så vil han tage ved lære at den måde, som Viktor Axelsen vandt VM-titlen på med sejre over de to tidligere kinesiske verdensmestre Chen Long og Lin Dan.

- Når jeg ser på dem, der spiller lige nu, så er det for mig at se Viktor, der er den bedste lige nu. Han er så farlig. Han fik det så også til at se virkelig nemt ud. Det var en rimelig vild måde, han tværede de to kinesere på. Men for mig at se, så er de andre til at have med at gøre lige nu. Det er Viktor, man skal holde øje med. Det er ham, der sætter trenden lige nu, siger Jan Ø. Jørgensen og tilføjer:

- Og ham skal jeg tilbage og træne med. Hvor fedt er det lige.

Fra sofaen i Danmark lod Jan Ø. Jørgensen sig inspirere af sin 23-årige landsmands vej til VM-guldet.

En inspiration i sådan en grad, at han efter fuldendt genoptræning vil forsøge at implementere noget af Axelsens guldopskrift i sit eget spil.

- Spillemæssigt er det værd at kigge på Viktors VM. Hvordan han gang på gang i turneringen formår at bevare roen. Han formår, selvom han er mega presset og stresset, at holde sig til den måde, han skal spille på. Han bliver i det hele tiden. Selv Lin Dan og Chen Long kan ikke være i det hele tiden. Det er ret unikt, siger Jan Ø. Jørgensen.

Hør hele Jan Ø. Jørgensens beskrivelse af Viktor Axelsen bedrifter under VM-triumfen og få et indblik i det langsommelige skadeforløb, som han lige nu gennemgår i TV 2 Badminton-podcasten.