’Beskyttes’ i verdenstoppen, men Fischer er mere indebrændt end nogensinde

Badmintonstjernen har fået en glædelig nyhed i en svær tid, og samtidig slår Joachim Fischer fast, han kommer tilbage for at få personlig revanche.

For præcis en måned siden sad Joachim Fischer på en hotelseng i Glasgow med den ene fod i en stor støvle, efter han timer forinden havde brækket anklen og forladt VM kort inde i sin 1/8-finale i mixed double.

Her luftede han sine frustrationer over skaden og tanker om et muligt karrierestop, inden han mindre end en uge senere fik beskeden om, at Badminton Danmark ikke satsede på ham i fremtiden. Derfor skulle han ikke spille mixed double med Christinna Pedersen, når han kom tilbage.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, jeg ikke har været speciel tilfreds med den behandling, jeg har fået

Joachim Fischer

Det var en besked, der ændrede alt for Joachim Fischer, der i denne uge fik bekræftet, at han, ligesom Jan Ø. Jørgensen, har fået protected ranking. Det betyder, at Fischers placering og point på verdensranglisten per 12. september er ’fastfrosset’, til danskeren igen er tilbage på banen med en ny makker.

Når den 38-årige mixed double-spiller så vender tilbage, vil han have nemmere ved at komme ind i de store Super Series-turneringer, hvor der fra 2018 ikke længere er kvalifikation. Og det kan blive en god mulighed for Fischer, der over for TV 2 SPORT slår fast, at han har nogle kampe, der skal tages.

- Der er jo mange ting i det. Det er jo ikke nogen hemmelighed, jeg ikke har været speciel tilfreds med den behandling, jeg har fået. Så må vi se, hvordan tingene udvikler sig, og hvor jeg i sidste ende skal træne henne, men jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lægge mig ned nu.

- Da jeg blev skadet havde jeg egentlig tanker omkring at stoppe, men de ting, der skete ugen efter min skade, der blev det hurtigt besluttet, at jeg ikke skulle stoppe med at spille badminton. Det kan jeg sgu ikke, så kommer jeg aldrig til at finde ro, før jeg har givet det et forsøg, siger Joachim Fischer, der beskriver den seneste tid som ’tre lorte uger på mange måder’.

Mere indebrændt end nogensinde

Han fortæller, at han blev orienteret om muligheden for protected ranking for noget tid siden, men at han ikke havde tænkt så meget over det, da hovedfokus var at få foden tilbage på højkant.

Jeg er mere indebrændt, end jeg nogensinde har været

Joachim Fischer

Joachim Fischer har i denne uge smidt gipsen efter sin operation den 28. august og skal langsomt til at bruge foden igen. Derfor ser han det også som et mindre frirum, at han kan komme tilbage via notional points, som bliver et gennemsnit af hans egne og en ny makkers point. Det vil så give dem en slags teoretisk beskyttelse højere oppe på verdensranglisten end normalt.

- Jeg synes, det er godt, at det er blevet sådan i badminton, at hvis man har en høj ranglisteplacering, så kan man få lov at komme ind i turneringerne, selvom man er langtidsskadet. Det er et godt initiativ, men fokus lige nu er at få foden på højkant. Om jeg så skulle spille kvalifikation for at komme ind… hvis jeg først skal tilbage, så skal jeg sgu nok spille mig igennem de ting, der er behov for, men det giver en lille tryghed, at jeg ikke behøver at forcere det mere, end jeg ellers skulle have gjort.

Motivationen fremover bliver stadig ikke de lange rejser til Asien for at spille større turneringer. Den rutinerede mixed double-spiller har efterhånden slået fast de senere år, at han spiller for store sejre og titler. En tilgang, der bestemt ikke har ændret sig med udviklingen den seneste måned.

- Jeg kommer i hvert fald ikke tilbage for at nyde at komme ud og rejse. Jeg er mere indebrændt, end jeg nogensinde har været. Så jeg tænker da i hvert fald, at hvis min fod kan holde til det, så bliver der trænet, og der bliver nok trænet endnu mere, end der nogensinde er gjort.

- Så må vi se, om foden kan holde til det. Hvis den ikke kan det, så har jeg det også fint nok med det, for så vinder jeg ikke noget alligevel. Men jeg kommer til at træne mig ud over kanten, når jeg forhåbentlig kan. Så skal jeg nok finde en at spille med. Det er jeg egentlig fortrøstningsfuld i forhold til, og så skal jeg nok vise, hvad jeg står for med hensyn til badminton.

Danmarks store håb i mixed double, Joachim Fischer og Christinna Pedersen, er færdige ved VM, efter Fischer måtte stoppe i store smerter. Video: TV 2 SPORT

Mix med udenlandsk makker?

I denne uge fortalte Joachim Fischer i LIGA på P3, at han tidligere havde anmodet Badminton Danmark om at få lov til at spille med Sara Thygesen eller Line Kjærsfeldt, hvis samarbejdet med Christinna Pedersen en dag skulle stoppe. Det blev dog afvist, da det blev aktuelt efter bruddet med Pedersen, fordi forbundet havde andre planer med de to spillere.

Nu er spørgsmålet så, hvor Joachim Fischer står i hele spillet om en ny makker. Og om det i det hele taget bliver en dansk makker, der skal gøre ham selskab på banen i jagten på flere titler til CV’et, der i forvejen rummer OL-bronze, to VM-bronze og 13 Super Series-titler.

- Der er et par interessante piger, som jeg tænker på, når jeg ved, hvad der er udelukket. Så har jeg selvfølgelig også kigget uden for Danmark, men jeg har overhovedet ikke snakket med nogen, selvom jeg da har et par danske piger i tankerne, men vi må ligesom se, hvad vej det går.

Du har jo efterhånden været mange år på topplan. Er det noget, du kan bruge til at trække på og den vej igennem finde en god makker fra udlandet?

- Det kunne det godt være. Jeg synes jo heldigvis, jeg kender mange rundt omkring i de store lande, så selvfølgelig kan det godt være, jeg skal bruge noget af det, at jeg har brugt mange år på at lære folk at kende rundt omkring i verden. Jeg er da rimelig fortrøstningsfuld, men samtidig har jeg været til OL to gange for Danmark, og jeg vil jo helst spille med en dansker.

- Men som jeg altid har sagt, så er jeg resultatorienteret, så jeg har heller ikke lyst til at spille turneringer, hvor jeg ikke føler, jeg kan være med. Og når min fod kommer på højkant, så kan jeg mærke, jeg har nogle ting, jeg gerne vil bevise. Så hvis min fod kan holde til det, så vil jeg meget gerne finde en, hvor jeg føler, jeg kan spille med om nogle ting, og så skal jeg nok vise, hvad jeg kan.

Joachim Fischer lå nummer seks på verdensranglisten med 65.474 point, da han fik protected ranking. Han kan gøre brug af den ekstra mulighed for at vende tilbage til de store turneringer med samme teoretiske placering, hvis han er ude imellem tre og tolv måneder. Derefter vil han så få den tid, han har været uden for turneringer, til at spille sig tilbage på samme antal point og placering på verdensranglisten.

Joachim Fischer holdt ulovligt parkeret ude foran hallen, da hans EM-semifinale skulle til at i gang.