Antonsen sender OL-guldvinder ud af stor turnering

16x9
Antonsen kan knytte næven over en stor sejr. Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Den dobbelte verdensmester og forsvarende OL-guldvinder, Chen Long, tabte i tre sæt til den danske komet Anders Antonsen.

Se kvartfinalerne fra French Open fredag på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 17.

Anders Antonsen kastede sig ned på gulvet i ren eufori, da han torsdag sikrede sig en billet til kvartfinalen ved Super Series-turneringen French Open.

Det var da heller ikke hvem som helst, han netop havde slået. Det var ingen ringere end den forsvarende OL-gulvinder, Chen Long, som blev slået i tre sæt. 15-21, 21-16, 21-16 endte cifrene med at blive. Det var første opgør mellem de to spillere.

Kæmpede sig tilbage i kampen

Chen Long, der ligger nummer fem på verdensranglisten, lagde som forventet tryk på fra start. Anders Antonsen nåede ikke at være i front i første sæt, hvor kineseren vandt de tre første dueller.

Anders Antonsen forsøgte at kæmpe sig tilbage i sættet, og da Chen Long smashede bolden i nettet til en dansk 7-8 reducering, lignede det trods alt, at der ville blive spænding om udfaldet.

Men Chen Long, som også er dobbelt verdensmester, satte tempo på fra 11-10 og kørte sikkert første sæt hjem.

Komplet anderledes var billedet i andet sæt, hvor det var Anders Antonsen, som satte sig tungt på spillet. Den 20-årige dansker lavede få fejl og kom hurtigt på 5-0. Men da han senere i sættet sendte en baghåndsslag ud over baglinjen, og føringen nu kun var på 9-8, lignede det et momentumskift.

Antonsen ville det dog anderledes og trak i stedet fra i den sidste halvdel af sættet.

Tredje sæt var klart det mest jævnbyrdige. Vel at mærke indtil stillingen 8-8. I den efterfølgende duel fik Antonsen presset Chen Long så meget, at danskeren kunne løbe op til nettet og sende et let smash i gulvet.

Den duel skulle vise sig at blive vigtig. For derefter kiggede Antonsen, som ligger nummer 17 i verden, sig ikke tilbage. Han havde endda råd til at misse tre matchbolde, inden han kunne bryde ud i jubel.

Tidligere på dagen røg danskerne Mia Blichfeldt og Kim Astrup/Anders Skaarup ud af turneringen.

Senere skal to yderlige danske herredoubler i aktion med Mathias Boe/Carsten Mogensen og Mads Kolding/Mads Conrad. Også den nysammensatte mixeddouble med Christinna Pedersen/Mathias Christiansen og herresinglen Hans-Kristian Vittinghus Solberg skal spille anden runde torsdag aften.

Anders Antonsen møder i kvartfinalen NG Ka Long Angus.