Boe og Mogensen tabte igen stor kamp til verdensmestrene

For tredje gang i år tabte Mathias Boe og Carsten Mogensen en stor kamp til verdensmestrene Liu Cheng og Zhang Nan.

Se sæsonfinalerne på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Danmarks bedste herredouble med Mathias Boe og Carsten Mogensen kunne heller ikke i den store sæsonafslutning, Super Series Finals i Dubai, slå verdensranglistens nummer fire, Liu og Zhang.

Danskerne, der er nummer to i verden, måtte se sig slået i semifinalen med 21-17, 21-16.

- Selv en blind mand kan se, at Zhang Nan måske er den bedste spiller for tiden. Jeg spiller ad helvede til, og så er de svære at slå. At vi ikke får en større røvfuld, kan man måske sige, er flot, men det kan vi ikke bruge til så meget, siger Carsten Mogensen til TV 2 SPORT.

Boe og Mogensen har ikke været i finalen ved sæsonfinalerne siden 2012, hvor duoen vandt den store sæsonafslutning for tredje år i træk.

De to par har mødt hinanden to gange i årets løb - i kvartfinalen ved VM og semifinalen ved Denmark Open -  hvor begge kampe blev afgjort i tre sæt. Begge gange med kineserne som vindere. Ved VM gik Liu og Zhang hele vejen og blev verdensmestre.

- Vi har de ting, der skal til, men når vi ikke spiller bedre end i dag, kan vi ikke slå dem. Så er de bedre end os, siger Mathias Boe.

- Du kan vække mig klokken 3 i nat, og jeg kan stadig fortælle, hvordan man skal spille dem. Det er så ikke sikkert, man kan det, siger Mogensen.

Jævnbyrdig start

Derfor var det ingen overraskelse, at de fulgtes ad til opholdet i første sæt, uden at nogen havde bragt sig foran med mere end ét point. Boe og Mogensen førte med 10-9, men to dueller i træk sprang en streng på de danske ketsjere, så Liu og Zhang førte med 11-10 ved opholdet.

Herefter fik Liu og Zhang skabt de første topointsføringer, så Boe og Mogensen måtte kæmpe for at holde sig inde i sættet. Danskerne var med til 14-13 i kinesisk favør, før de med fire point i træk fik skabt det, der lignede en afgørende føring på 18-13.

Hårdtslående Liu fik let spil til at udnytte sin power, og kineserne vandt første sæt med 21-17.

Kinesernes stærke afslutning på første sæt blev mødt af et stærkt dansk modsvar i andet sæt, hvor Boe og Mogensen kom foran med 4-1, 5-2 og 7-4. Den danske duo gav ikke Liu mange muligheden for at brage igennem, og det udløste altså langt bedre dansk kontrol i duellerne.

Selvom Liu og Zhang med tre point i træk udlignede, trak Boe og Mogensen igen fra og kom på 10-7. Føringen ved opholdet lød på 11-8.

Så fik Zhang stoppet danskerne takket være nogle gode server, som satte Boe og Mogensen under stort pres og sikrede fire kinesiske point i træk.

Det blev starten på enden for Mathias Boe og Carsten Mogensen, der derfra skulle forsøge at hænge på og slide sig tilbage. Det formåede de ikke og tabte sættet med 21-16.