Rytter Juhl og Pedersen misser årets sidste finale

Den danske damedouble tabte til japanerne Tanaka og Yonemoto i semifinalen ved den store sæsonfinale i Dubai.

Se semifinaler lige nu på TV 2 SPORT

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen har tre gange siden 2012 været i finalen ved Super Series Finals, den store sæsonfinale for årets otte bedste badmintonpar, men en ny finale bliver det ikke til i 2017.

Den danske damedouble, der er nummer tre i verden, tabte med 21-19, 21-19 til Shiho Tanaka og Koharu Yonemoto fra Japan, der er nummer seks på verdensranglisten.

Sætcifrene afspejler ikke rigtig kampens billede, hvor danskerne hele tiden skulle kæmpe med at lukke store føringer til japanerne.

- Vi har svært ved at finde vores bedste i dag. Det er jo en kombination af, at vi ikke selv finder det, og at de forsøger at gøre det svært for os. Det er sgu frustrerende, for momentvis spiller vi godt. Der er bare for store udfald, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.

Kamilla Rytter Juhl blev i slutningen af oktober ramt af en knæskade og har siden døjet med en lårskade, der gjorde, at hun først kunne træne ordentligt i ugen op til sæsonfinalerne.

- Vi har ikke lyst til at have undskyldninger, og det er heller ikke en undskyldning. Vi har gjort alt, vi kunne, og i stedet for at tænke på alt det, vi ikke fik trænet sammen, har vi gjort, hvad vi kunne. En semifinale her er vi stolte af, siger Christinna Pedersen.

Kom hurtig bagud

Tanaka og Yonemoto var ovenpå i kampens start, hvor danskerne hele tiden var på hælene og måtte kæmpe for at hænge på. Det lykkedes ikke for alvor, da japanerne gik til ophold foran 11-5.

- Christinna Pedersen så ikke så optimistisk ud. Hun plejer at være mere på, sagde TV 2 SPORT's ekspertkommentator Jim Laugesen efter duoens snak i opholdet med landstræner Kenneth Jonassen.

Optimismen var da også svær at bevare. Selvom Pedersen og Rytter Juhl fik et par hurtige point i træk, gjorde Tanaka og Yonemoto hurtigt forspringet større og større. Da de bragte sig foran med 14-7, tog Christinna Pedersen sig til ryggen, men bedst som det så helt håbløst ud ved stillingen 16-7 til japanerne, ramte danskerne en stime.

Seks danske point i træk bragte spænding tilbage i sættet, men Tanaka og Yonemoto trak så fra igen og sikrede sig fire sætbolde. Danskerne overlevede de tre første, men endte med at tabe sættet 21-19.

Første føring i kampen

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen fik deres første føring i kampen, da de kom foran med 2-1, men så gik de totalt i stå. Japanerne vandt otte point i træk og kom op på 9-2. Føringen hed 11-3 ved opholdet.

Men ligesom i første sæt fik den danske duo slidt og kæmpet sig tilbage i duellerne, så hullet blev mindsket til 13-9.

På mange måder mindede sættet faktisk om det første, for da danskerne kom tættere på, trak japanerne bare fra og kom foran med 19-11.

Et nyt dansk comeback skabte en anelse håb, da der pludselig stod 19-16 på tavlen, men fire matchbolde ved 20-16 blev for meget. De tre første blev ligesom i første sæt afværget, før japanerne lukkede kampen.

Ved VM i august mødtes parrene i et sandt drama, hvor danskerne med 27-25 i tredje sæt spillede sig i semifinalen.

I 2013 vandt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen sæsonfinalen.