Axelsen begejstret over vilde vinderslag mod verdensstjerne

Viktor Axelsens reflekser kom til tider på overarbejde i finalesejren ved årets sidste store turnering.

Drama, vilde slag og intense dueller.

Viktor Axelsens finalesejr over Lee Chong Wei ved sæsonfinalen i Dubai var bestemt en kamp mellem verdens nummer et og to værdig.

I starten af det afgørende sæt demonstrerede danskeren tilmed direkte, hvorfor han i øjeblikket rangerer som verdens bedste badmintonspiller, da han ved stillingen 5-4 diskede op med en refleksredning, som også stod klart i hukommelsen efter kampen. 

- Nej, nej, nej. Det er vanvittigt reageret - og vanvittigt heldigt, lød det fra TV 2 SPORTs kommentator Dennis Bostrup. 

-Jeg kan se, at jeg når bolden over, og så i håb strækker jeg min arm og slår efter den, fordi jeg tænker, at han nok vil smide en kryds.

- Så kunne jeg godt mærke, at jeg ramte et eller andet, og så så jeg, at bolden landede inde. Der spiller man jo bare på ren refleks, fortalte en glad Viktor Axelsen efter kampen.

Sejren var den tredje i træk over den 35-årige malay, der slutter året som nummer to på verdensranglisten efter Axelsen.

- Det er sgu meget blæret at vinde de der dueller, det var fedt. Det plejer at være ham (Lee Chong Wei, red.), der laver sådan noget, så det var meget rart lige at give ham af samme skuffe.

Samme imponerende snilde viste Axelsen også på kampens sidste slag, hvor den 23-årige fynbo endnu engang måtte op til nettet for at hente en dropbold fra Lee Chong Wei.

Det lykkedes endnu engang, og på returen parerede danskeren bolden direkte tilbage på malayens banehalvdel til resultatet 21-15.

- Matchbolden var jo en rimelig dejlig måde at vinde på. Jeg ved sgu ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Det var også rimelig heldigt, erkendte en smilende Axelsen efter kampen. 

Det er anden gang i træk, at Viktor Axelsen vinder sæsonfinalen i Dubai.